George W. Bush Institute & Center for the Study of Democracy har i løbet af december og januar udgivet en titelserie med fokus på Ruslands strategiske korruption i Europa. Serien, som er skrevet af forskerne Albert Torres, Ruslan Stefanov og Martin Vladimirov, fremhæver en række problematikker og anbefalinger, som her bliver gennemgået af Hvidvask.nu.

De tre artikler fremhæver hvordan Rusland bruger korruption som et politisk redskab, og hvordan korruption sikrer at landet og dets ledere fortsat kan omgå sanktionerne rettet mod dem.

Serien kan læses i sin helhed her.

Strategisk Korruption: Putins Indflydelse i Europa

Vladimir Putins Rusland har udviklet et særdeles avanceret og farligt system af strategisk korruption, som i dag udgør en af de mest alvorlige trusler mod europæisk sikkerhed og demokratiske institutioner. I Putins Rusland fungerer korruption ikke som et biprodukt af statens svagheder, men som et bevidst politisk redskab til at fastholde magten internt og destabilisere andre lande eksternt.

Korruption som grundsten i Putins styre

Kreml har formået at omdanne korruption til en stabiliserende faktor i det autoritære system. Patronagenetværk, økonomisk afhængighed og politisk loyalitet sikrer, at Putins inderkreds bevarer kontrollen over staten. Oligarker, statsvirksomheder og organiseret kriminalitet udgør centrale komponenter i dette system, hvor lovgivning og retshåndhævelse anvendes selektivt til at straffe kritikere og berige regimet. Skæbnen for den oppositionelle Alexej Navalny illustrerer, hvordan systemet slår hårdt ned på enhver form for modstand.

Strategisk korruption i Europa

Putin har eksporteret denne model til Europa under betegnelsen strategisk korruption. Målet er at fremme russiske interesser gennem manipulation af politiske processer, svækkelse af demokratier og skabelse af afhængighedsforhold i nøglesektorer – særligt energi, finans og medier.

Russiske oligarker har købt sig ind i europæiske virksomheder og strategiske sektorer, hvilket giver Kreml indirekte adgang til beslutningsprocesser. Disse økonomiske netværk fungerer ikke alene som profitmaskiner for oligarkerne, men bliver samtidig instrumenter for russisk udenrigspolitik, da mange af dem skylder deres position til Kreml.

Sikkerhedssektoren under pres

Ruslands strategiske korruption har haft mærkbar effekt på europæiske sikkerhedsinstitutioner. Et opsigtsvækkende eksempel er den Østrigske efterretningstjeneste, hvor en Kreml-støttet operation i 2018 – med hjælp fra det højrenationale parti FPÖ – forsøgte at udskifte ledelsen. Under razziaen blev 40.000 gigabyte klassificeret information beslaglagt, herunder materiale fra den britiske efterretningstjeneste MI5.

I Tyskland har Rusland etableret kontakter til partier som AfD og Sahra Wagenknecht Alliance (BSW), som har arbejdet aktivt imod militær støtte til Ukraine og kritiseret NATO’s initiativer. Flere AfD-politikere er blevet undersøgt for at modtage midler med forbindelse til Kreml.

Denne politiske infiltration bidrager til at undergrave NATO- og EU-samarbejdet indefra.

Domstole og multilaterale institutioner som mål

Kreml har også systematisk forsøgt at påvirke europæiske retssystemer. I Cypern afslørede lækkede mails, at en tidligere viceanklager havde videregivet fortrolige oplysninger om russiske udleveringssager til russiske embedsmænd. I Ukraine blev domstolen DACK længe brugt som instrument for pro-russisk politik under Viktor Janukovitj og traf afgørelser, der hæmmede reformer og styrkede russisk indflydelse.

Denne form for judicial capture neutraliserer retsstatens uafhængighed og giver Kreml mulighed for at skjule ulovlige finansielle strømme og sikre straffrihed for sine aktører.

Hvordan Europa bør reagere

Forfatterne anbefaler en række tiltag for at modvirke russisk strategisk korruption:

1. Reducér økonomisk afhængighed af Rusland

Europa bør omstrukturere handel og investeringer, så strategiske sektorer beskyttes mod russisk indflydelse. At fortsætte forretninger i Rusland indebærer – selv indirekte – risiko for at finansiere aggression eller forværre sårbarheden i europæiske økonomier.

2. Indfør stærkere finansiel gennemsigtighed

EU bør udvide brugen af værktøjer som:

• screeningsmekanismer for udenlandske investeringer
• åbne registre for reelle ejere
• strengere anti-hvidvask regler

Dette er særligt vigtigt i Central-, Øst- og Sydeuropa, hvor implementeringen stadig er utilstrækkelig.

3. Kræv åbenhed fra virksomheder der opererer i Rusland

Virksomheder bør forklare, hvorfor de fortsat driver forretning i et land involveret i krigsforbrydelser. Det vil øge det politiske, økonomiske og omdømmemæssige pres.

4. Skærp sanktionerne og sænk ejerskabsgrænsen

Europa bør:

• anvende flere sekundære sanktioner
• sænke grænsen for reelle ejere fra 50 % til 25 % for at hindre omgåelse
  Dette vil gøre det vanskeligere for oligarker at skjule aktiver gennem skuffeselskaber.

5. Styrk uafhængig journalistik

Uafhængige medier spiller en afgørende rolle i at afdække russiske pengestrømme og politiske netværk. EU bør støtte både europæiske og russiske eksilmedier som Meduza og Navalnys Anti-Corruption Foundation, der fortsat arbejder trods massiv modstand fra Kreml.

Da Vesten indførte hidtil usete sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine, var budskabet klart: Kreml skulle afskæres fra vestlige markeder, så længe den militære aggression fortsatte. Men tre et halvt år senere er virkeligheden en anden. Trods 18 EU-sanktionspakker og omfattende politiske erklæringer fortsætter Rusland med at få adgang til vestlige varer, vestlig teknologi – og vestlig kapital.

Europa står nu over for konsekvenserne af 30 års økonomisk integration med Kreml-loyale oligarker og russiske virksomheder, hvis dybe netværk stadig er indlejret i EU’s finansielle system.

Sanktioner med huller: Rusland finder veje uden om EU’s kontrol

Selvom EU formelt har indført et af de mest omfattende sanktionsregimer i historien, har håndhævelsen været fragmenteret og ineffektiv. Nogle medlemslande – særligt Ungarn og Slovakiet – har gentagne gange bremset fælles tiltag, mens andre lande uden for EU, såsom Serbien og Tyrkiet, har udbygget deres økonomiske relationer med Rusland.

Som reaktion har Rusland udviklet et netværk af skjulte forsyningskæder, der gør det muligt at skaffe alt fra vestlig elektronik til avancerede komponenter, som nu ender på slagmarken i Ukraine. Strategien bygger på:

• frontselskaber
• hemmelige handelsaftaler
• svage kontrollove i tredjelande
• EU-landes begrænsede håndhævelseskapacitet

Resultatet er et omfattende globalt netværk af illegale finansielle strømme og organiseret kriminalitet, som Kreml aktivt udnytter for at undergrave europæisk lovgivning.

Ruslands stigende afhængighed af tredjelande

Da Rusland mangler evnen til selv at producere avancerede teknologier, afhænger landet i stigende grad af:

• Kina
• Iran
• Nordkorea
• og en lang række mellemled i Europa, Asien og Mellemøsten

Denne sårbarhed giver Vesten et strategisk vindue: Hvis sanktioner håndhæves effektivt, kan det blive betydeligt vanskeligere for Kreml at opretholde sin militære indsats.

Men indtil videre har Rusland tilpasset sig hurtigt.

Hvordan sanktionsevasion fungerer i praksis

Rusland udnytter særligt lande med svagt retsvæsen eller uklar ejerstruktur. Disse lande bliver knudepunkter i forsyningskæderne, hvor russiske aktører opretter kæder af selskaber uden tydelige forbindelser til Kreml.

Nogle eksempler:

Moldova

Tre selskaber – Airrock Solutions, Aerostage Services og Maxjet Service – videresolgte vestlige flydele til russiske flyselskaber som Pobeda og S7 Engineering. Der opstod handel for 15 millioner dollars blot måneder efter invasionen.

Armenien

TAKO LLC og Milur Electronics fungerede som forsyningskanaler for russisk militærudstyr og microchips til den russiske våbenindustri.

Montenegro

IBC Bar videresendte EU-produceret industri- og militærudstyr til Rusland via den russiske forretningsmand Sergey Kokorev.

Serbien

Virksomhederne Ventrade DOO og Soha Info eksporterede millioner af dollars i elektronik til russiske militærforbundne firmaer.

Disse mellemled gør det muligt for Rusland at købe vestlig teknologi via “direkte re-eksport”, hvor udstyr sendes til et tredjeland, der fuldfører videresalget uden at være direkte knyttet til Rusland.

EU’s egne virksomheder indblandet

Sanktionsevasionen handler ikke kun om tredjelande – også europæiske virksomheder er involveret. Et konkret eksempel:

Den tyske virksomhed Mann + Hummels bosniske datterselskab leverede bildele til tyrkiske virksomheder, som derefter eksporterede delene videre til Rusland. De samme komponenter er fundet i nedkæmpede russiske militærkøretøjer som Tigr og Pantsir.

I dette tilfælde blev de tyrkiske virksomheder registreret som eksportører for at skjule den europæiske oprindelse.

EAEU: Et centralt knudepunkt for sanktionsevasion

Den eurasiske økonomiske union (EAEU), bestående af Rusland, Armenien, Hviderusland, Kazakhstan og Kirgisistan, har udviklet sig til et afgørende omdrejningspunkt for sanktionsevasion. Handelstallene taler deres tydelige sprog:

• EU’s eksport til Armenien er tredoblet siden invasionen
• EU’s eksport til Kirgisistan er otte-doblet
• Samtidig er eksporten fra disse lande til Rusland steget markant

Derudover forsvandt over 1 milliard dollars i EU-dobbeltanvendelige varer i 2022 under transit til EAEU – sandsynligvis et resultat af fiktiv handel.

Svage led i EU’s egen håndhævelse

En af EU’s største udfordringer er, at sanktioner implementeres nationalt. Det gør systemet sårbart over for:

• politisk modstand
• forskelle i retslige standarder
• varierede kontrolniveauer

Desuden begrænsede en afgørelse fra EU-Domstolen adgangen til registre over reelle ejere, hvilket hæmmer granskning fra civilsamfund og medier.

Hvad EU bør gøre

Forfatterne anbefaler en række strategiske reformer:

1. Styrk gennemsigtigheden om reelle ejere

AMLA bør oprette én samlet database over virksomhedsstrukturer og reelle ejere i hele EU.

2. Opret en samlet EU-sanktionsmyndighed

En europæisk pendant til det amerikanske OFAC vil skabe harmonisering og stærkere håndhævelse.

3. Udpeg EAEU-lande som højrisikojurisdiktioner

Dette vil tvinge europæiske banker til at skærpe due diligence overfor forbindelser til sanktionsevasion.

4. Integrér antikorruptionseksperter i handelsaftaler

Handelspolitik skal fra starten tage højde for risikoen for russisk misbrug af frihandelszoner og svage retsregimer.

5. Etabler en EU-taskforce mod ulovlig militærindkøb

Med deltagelse af Europol, OLAF, efterretningstjenester og finansmyndigheder.

Sanktionsregimet mod Rusland er blandt de mest omfattende i moderne historie – men håndhævelsen halter. Hvor sanktionerne har skabt svagheder for Rusland, har Kreml udnyttet Europas fragmenterede kontrolsystem, tredjelande med svage institutioner og globale handelsnetværk til at opretholde militære forsyningslinjer.

Hvis EU ønsker at sikre reel effekt af sanktionerne, kræver det:

• en samlet europæisk håndhævelsesstruktur
• markant større gennemsigtighed
• bedre overvågning af forsyningskæder
• tættere samarbejde med USA og allierede

Kun gennem en langt mere robust og fælles indsats kan Europa forhindre, at Kreml fortsætter med at omgå sanktioner og styrke sin krigsmaskine via europæiske bagdøre.

Ruslands brug af strategisk korruption har udviklet sig til en af de mest alvorlige trusler mod Europas politiske integritet. Gennem manipulation af politiske partier, finansiering af pro-Kreml aktører og systematisk udnyttelse af institutionelle svagheder forsøger Kreml at påvirke beslutningsprocesser i hele EU. Målet er klart: at svække europæisk sammenhængskraft og fremme Moskvas geopolitiske interesser.

To metoder: Køb af loyalitet og støtte til ideologiske allierede

Kreml bruger især to strategier for at påvirke europæisk politik:

1. Køb af loyalitet hos embedsmænd og politikere

Ved at tilbyde økonomiske incitamenter, lukrative aftaler og politiske fordele forsøger Rusland at sikre, at centrale embedsmænd og politikere fremmer lovgivning, der er gunstig for Moskva. Dette gælder ikke kun nationale parlamenter, men også multilaterale organer, hvor blot ét land kan blokere fælles EU-beslutninger.

2. Støtte til politiske partier, der deler Kremls værdier

Gennem:

• finansielle bidrag
• fordelagtige handelsaftaler
• politisk rådgivning

… forsøger Rusland at styrke partier, der fremmer nationalisme, euroskepsis og anti-NATO-holdninger. Denne strategi underminerer checks and balances, skaber afhængighed og giver Kreml direkte adgang til europæiske beslutningsrum.

Særligt partier på den yderste højrefløj har været mål, men Rusland samarbejder også med andre ideologier, når det tjener regimets interesser.

Et Europa under pres: Ekstremisme og politisk splittelse

Resultatet er en vækst i ekstremistiske og systemkritiske partier. Disse bevægelser er attraktive for Moskva, fordi de ofte deler synspunkter om national suverænitet, anti-liberalisme og anti-Vestlig politik. Dog er ikke alle højrefløjspartier villige til at samarbejde – flere anerkender truslen fra Rusland som eksistentiel.

Alligevel viser amerikanske og europæiske efterretninger, at næsten ingen europæiske lande er gået fri af russiske påvirkningsforsøg.

Dokumenteret finansiering: Millioner pumpes ind i europæisk politik

Ifølge en amerikansk regeringsrapport har Rusland mellem 2014 og 2022 brugt mindst 300 millioner dollars på at købe indflydelse i udenlandske politiske systemer. Dette tal dækker kun dokumenterede transaktioner – de reelle tal forventes at være langt højere.

Undersøgelser viser blandt andet:

• Marine Le Pens National Rally modtog i 2014 11 millioner euro i lån fra russiske banker.
• Alternativ für Deutschland (AfD) har været involveret i flere finansieringssager og påståede betalinger fra Kreml.
• I 2024 afslørede EU-efterretningstjenester, at Voice of Europe, en Rusland-støttet medieplatform, havde betalt europæiske parlamentarikere gennem kontanter og kryptovaluta.
• Møderne foregik i Prag og havde til formål at påvirke EU-politik i Moskvas favør.

I alt anslås 660 millioner euro i politiske donationer af ukendt oprindelse at være strømmet ind i EU mellem 2019 og 2022 – 71 % fra anonyme donorer.

Energi som geopolitisk våben

Rusland har historisk brugt sin dominans på energimarkedet som pressionsmiddel. Ungarn og Slovakiet er i dag blandt de mest afhængige EU-lande, og begge lande har:

• blokeret EU-sanktioner
• opretholdt import af russisk olie og gas
• gentaget Kremls politiske narrativer
• modsat sig militær støtte til Ukraine

Ifølge analyser fra CREA oversteg landenes russiske energiimport i 2024 niveauerne fra før invasionen.

Dette giver Rusland betydelig politisk indflydelse inden for EU’s beslutningsstruktur.

Fragmenterede regler gør EU sårbart

En af de største svagheder i EU’s politiske system er, at medlemslandene selv:

• regulerer politisk partifinansiering
• implementerer anti-korruptionsregler
• håndhæver anti-hvidvaskning
• administrerer investeringstilsyn

Denne fragmentering skaber store forskelle i beskyttelsesniveauer, hvilket gør nogle lande til “svage led” – perfekte mål for russiske påvirkningsoperationer.

Hvad EU skal gøre: Vejen mod et stærkere demokrati

Forfatterne anbefaler en række centrale reformer:

1. Forbyd anonyme politiske donationer

Ingen EU-land bør tillade donationer uden kendt donor – heller ikke under små beløbsgrænser.

2. Opret en uafhængig EU-tilsynsmyndighed for partifinansiering

APPF bør udvides med mandat til også at føre tilsyn med nationale partier.

3. Giv EPPO og OLAF ret til at efterforske national politisk korruption

I dag må de kun undersøge EU-budgetmidler – det er utilstrækkeligt over for grænseoverskridende politisk finansiering.

4. Opret en EU-taskforce for udenlandsk politisk indblanding

Med eksperter inden for korruption, efterforskning, finansiel kriminalitet og sikkerhed.

5. Obligatorisk offentliggørelse af partiers finansieringsoplysninger

Hvert år, digitalt, med adgang for journalister, civilsamfund og forskere.

6. Ensret regler for udenlandske donationer

Donationer fra virksomheder eller fonde med udenlandsk forbindelse skal screenes af en europæisk instans.

Ruslands strategiske korruption er ikke blot et politisk problem – det er en sikkerhedstrussel mod hele den europæiske samfundsorden. Kremls mål er at underminere demokratier, splitte EU og skabe interne konflikter, der kan bruges geopolitisk.

Kun gennem:

• stærkere gennemsigtighed
• ét fælles europæisk regelsæt
• skarpere håndhævelse
• og intensiveret efterretning og kontrol

… kan EU forhindre, at udenlandske aktører manipulerer og korrumperer de politiske systemer indefra.