Det norske Politiets Sikkerhedstjenestes nationale trusseslvurdering for 2026 tegner et billede af et trusselslandskab, hvor statslige aktører, organiseret kriminalitet og ekstremistiske miljøer i stigende grad overlapper hinanden. For aktører, der arbejder med hvidvaskforebyggelse, sanktionsovervågning og bekæmpelse af terrorfinansiering, er vurderingen særdeles relevant – også i en dansk kontekst.

Hele trusselsvurderingen kan læses her.

En central pointe er, at statslige aktører i stigende grad benytter kriminelle netværk som såkaldte proxyer. Eksempelvis beskrives, hvordan Iran anvender kriminelle miljøer i Skandinavien til at udføre aktiviteter i Vesten. Disse aktører har ingen formel tilknytning til staten, men handler på vegne af eller til støtte for statslige interesser. Det gør det markant vanskeligere at spore aktivitet tilbage til en statslig ophavsmand og udfordrer traditionelle complianceværktøjer, der primært fokuserer på formelle forbindelser, sanktionerede personer og klassiske PEP-definitioner. Når statslige interesser kanaliseres gennem kriminelle strukturer, kan finansielle transaktioner fremstå som almindelig organiseret kriminalitet, selv om de reelt har en sikkerhedspolitisk dimension.

Trusselvurderingen fremhæver samtidig en vedvarende og professionel indsats for at omgå sanktioner og eksportkontrol, særligt i relation til Rusland. Metoden er velkendt: Sanktionsramte aktører forsøger at skaffe teknologi og varer via mellemled i tredjelande, som fremstår legitime. Varerne eksporteres til en tilsyneladende lovlig slutbruger, men videresendes i realiteten til den egentlige, sanktionsramte modtager. Disse konstruktioner kan involvere komplekse kæder af selskaber i flere jurisdiktioner og samarbejde mellem aktører på tværs af landegrænser.

For danske virksomheder og finansielle institutioner betyder det, at traditionel kundekendskabsprocedure ikke er tilstrækkelig. Det er afgørende at forstå den reelle slutbruger og formålet med handlen. Manglende oplysninger om slutbruger, usædvanlige fragtinstruktioner, atypiske betalingsmetoder eller mærkelige mængdeangivelser kan være indikatorer på omgåelsesforsøg. Sanktionsovervågning må derfor i højere grad integreres med handelsmønstre, logistikforhold og analyse af reelle ejerstrukturer. Risikoen ligger ikke kun i direkte samhandel med sanktionsramte lande, men i indirekte eksponering via tredjelande.

En anden væsentlig problemstilling er brugen af investeringer og opkøb som sikkerhedstruende økonomiske virkemidler. Ifølge vurderingen forsøger statslige aktører at opnå kontrol over strategiske aktiver gennem tilsyneladende almindelige forretningsmæssige dispositioner. Det kan være opkøb af ejendomme i nærheden af militære installationer, investeringer i teknologivirksomheder eller indirekte ejerskab i kritisk infrastruktur. Særligt fremhæves brugen af komplekse ejerstrukturer, investeringsfonde og holdingselskaber i flere lande til at sløre de reelle kontrolforhold.

Her møder national sikkerhed og AML-regulering hinanden direkte. Identifikation af reelle ejere er ikke blot et spørgsmål om formel compliance, men kan være afgørende for at afdække skjult statslig indflydelse. Når ejerstrukturer bevidst gøres uigennemsigtige, og kapital bevæger sig gennem flere jurisdiktioner, øges risikoen for, at finansielle systemer utilsigtet understøtter strategiske interesser, som strider mod sanktioner eller sikkerhedshensyn.

På terrorområdet forventes fortsat høj angrebsaktivitet i Europa, blandt andet som følge af situationen i Mellemøsten. Personer, der sympatiserer med ideologier knyttet til organisationer som Den islamske stat og al-Qaida, samt i visse tilfælde aktører med tilknytning til Hamas, vurderes fortsat at kunne inspireres til eller støtte angreb. For AML-området er det særligt relevant, at personer i Norden fortsat sender penge til udlandet via digitale betalingstjenester, hvor der i nogle tilfælde er mistanke om, at midlerne understøtter terrorvirksomhed.

Udviklingen udfordrer de klassiske overvågningsmodeller. Truslen knytter sig i høj grad til enkeltpersoner med løse netværksforbindelser frem for klart identificerbare organisationer. Finansieringen kan ske gennem små, hyppige overførsler og via betalingstjenester, der ikke nødvendigvis er underlagt fuld rapporteringspligt. Samtidig udvikler betalingsmarkedet sig hurtigt, hvilket kan skabe regulatoriske huller og muligheder for at omgå etablerede kontrolmekanismer.

Samlet set viser trusselvurderingen, at grænserne mellem organiseret kriminalitet, statslig påvirkning, sanktionsevasion og terrorfinansiering i stigende grad udviskes. For danske rapporteringspligtige virksomheder betyder det, at risikovurderinger må have et bredere perspektiv, hvor geopolitiske forhold, handelsmønstre og komplekse ejerstrukturer indgår som centrale parametre. AML-arbejdet er ikke længere alene et spørgsmål om at forebygge økonomisk kriminalitet, men udgør en integreret del af den samlede sikkerhedsarkitektur i Europa.