Hele trusselsvurderingen kan læses her.

En central pointe er, at statslige aktører i stigende grad benytter kriminelle netværk som såkaldte proxyer. Eksempelvis beskrives, hvordan Iran anvender kriminelle miljøer i Skandinavien til at udføre aktiviteter i Vesten. Disse aktører har ingen formel tilknytning til staten, men handler på vegne af eller til støtte for statslige interesser. Det gør det markant vanskeligere at spore aktivitet tilbage til en statslig ophavsmand og udfordrer traditionelle complianceværktøjer, der primært fokuserer på formelle forbindelser, sanktionerede personer og klassiske PEP-definitioner. Når statslige interesser kanaliseres gennem kriminelle strukturer, kan finansielle transaktioner fremstå som almindelig organiseret kriminalitet, selv om de reelt har en sikkerhedspolitisk dimension.

Trusselvurderingen fremhæver samtidig en vedvarende og professionel indsats for at omgå sanktioner og eksportkontrol, særligt i relation til Rusland. Metoden er velkendt: Sanktionsramte aktører forsøger at skaffe teknologi og varer via mellemled i tredjelande, som fremstår legitime. Varerne eksporteres til en tilsyneladende lovlig slutbruger, men videresendes i realiteten til den egentlige, sanktionsramte modtager. Disse konstruktioner kan involvere komplekse kæder af selskaber i flere jurisdiktioner og samarbejde mellem aktører på tværs af landegrænser.

For danske virksomheder og finansielle institutioner betyder det, at traditionel kundekendskabsprocedure ikke er tilstrækkelig. Det er afgørende at forstå den reelle slutbruger og formålet med handlen. Manglende oplysninger om slutbruger, usædvanlige fragtinstruktioner, atypiske betalingsmetoder eller mærkelige mængdeangivelser kan være indikatorer på omgåelsesforsøg. Sanktionsovervågning må derfor i højere grad integreres med handelsmønstre, logistikforhold og analyse af reelle ejerstrukturer. Risikoen ligger ikke kun i direkte samhandel med sanktionsramte lande, men i indirekte eksponering via tredjelande.

En anden væsentlig problemstilling er brugen af investeringer og opkøb som sikkerhedstruende økonomiske virkemidler. Ifølge vurderingen forsøger statslige aktører at opnå kontrol over strategiske aktiver gennem tilsyneladende almindelige forretningsmæssige dispositioner. Det kan være opkøb af ejendomme i nærheden af militære installationer, investeringer i teknologivirksomheder eller indirekte ejerskab i kritisk infrastruktur. Særligt fremhæves brugen af komplekse ejerstrukturer, investeringsfonde og holdingselskaber i flere lande til at sløre de reelle kontrolforhold.

Her møder national sikkerhed og AML-regulering hinanden direkte. Identifikation af reelle ejere er ikke blot et spørgsmål om formel compliance, men kan være afgørende for at afdække skjult statslig indflydelse. Når ejerstrukturer bevidst gøres uigennemsigtige, og kapital bevæger sig gennem flere jurisdiktioner, øges risikoen for, at finansielle systemer utilsigtet understøtter strategiske interesser, som strider mod sanktioner eller sikkerhedshensyn.

På terrorområdet forventes fortsat høj angrebsaktivitet i Europa, blandt andet som følge af situationen i Mellemøsten. Personer, der sympatiserer med ideologier knyttet til organisationer som Den islamske stat og al-Qaida, samt i visse tilfælde aktører med tilknytning til Hamas, vurderes fortsat at kunne inspireres til eller støtte angreb. For AML-området er det særligt relevant, at personer i Norden fortsat sender penge til udlandet via digitale betalingstjenester, hvor der i nogle tilfælde er mistanke om, at midlerne understøtter terrorvirksomhed.

Udviklingen udfordrer de klassiske overvågningsmodeller. Truslen knytter sig i høj grad til enkeltpersoner med løse netværksforbindelser frem for klart identificerbare organisationer. Finansieringen kan ske gennem små, hyppige overførsler og via betalingstjenester, der ikke nødvendigvis er underlagt fuld rapporteringspligt. Samtidig udvikler betalingsmarkedet sig hurtigt, hvilket kan skabe regulatoriske huller og muligheder for at omgå etablerede kontrolmekanismer.

Samlet set viser trusselvurderingen, at grænserne mellem organiseret kriminalitet, statslig påvirkning, sanktionsevasion og terrorfinansiering i stigende grad udviskes. For danske rapporteringspligtige virksomheder betyder det, at risikovurderinger må have et bredere perspektiv, hvor geopolitiske forhold, handelsmønstre og komplekse ejerstrukturer indgår som centrale parametre. AML-arbejdet er ikke længere alene et spørgsmål om at forebygge økonomisk kriminalitet, men udgør en integreret del af den samlede sikkerhedsarkitektur i Europa.

De tre artikler fremhæver hvordan Rusland bruger korruption som et politisk redskab, og hvordan korruption sikrer at landet og dets ledere fortsat kan omgå sanktionerne rettet mod dem.

Serien kan læses i sin helhed her.

Strategisk Korruption: Putins Indflydelse i Europa

Vladimir Putins Rusland har udviklet et særdeles avanceret og farligt system af strategisk korruption, som i dag udgør en af de mest alvorlige trusler mod europæisk sikkerhed og demokratiske institutioner. I Putins Rusland fungerer korruption ikke som et biprodukt af statens svagheder, men som et bevidst politisk redskab til at fastholde magten internt og destabilisere andre lande eksternt.

Korruption som grundsten i Putins styre

Kreml har formået at omdanne korruption til en stabiliserende faktor i det autoritære system. Patronagenetværk, økonomisk afhængighed og politisk loyalitet sikrer, at Putins inderkreds bevarer kontrollen over staten. Oligarker, statsvirksomheder og organiseret kriminalitet udgør centrale komponenter i dette system, hvor lovgivning og retshåndhævelse anvendes selektivt til at straffe kritikere og berige regimet. Skæbnen for den oppositionelle Alexej Navalny illustrerer, hvordan systemet slår hårdt ned på enhver form for modstand.

Strategisk korruption i Europa

Putin har eksporteret denne model til Europa under betegnelsen strategisk korruption. Målet er at fremme russiske interesser gennem manipulation af politiske processer, svækkelse af demokratier og skabelse af afhængighedsforhold i nøglesektorer – særligt energi, finans og medier.

Russiske oligarker har købt sig ind i europæiske virksomheder og strategiske sektorer, hvilket giver Kreml indirekte adgang til beslutningsprocesser. Disse økonomiske netværk fungerer ikke alene som profitmaskiner for oligarkerne, men bliver samtidig instrumenter for russisk udenrigspolitik, da mange af dem skylder deres position til Kreml.

Sikkerhedssektoren under pres

Ruslands strategiske korruption har haft mærkbar effekt på europæiske sikkerhedsinstitutioner. Et opsigtsvækkende eksempel er den Østrigske efterretningstjeneste, hvor en Kreml-støttet operation i 2018 – med hjælp fra det højrenationale parti FPÖ – forsøgte at udskifte ledelsen. Under razziaen blev 40.000 gigabyte klassificeret information beslaglagt, herunder materiale fra den britiske efterretningstjeneste MI5.

I Tyskland har Rusland etableret kontakter til partier som AfD og Sahra Wagenknecht Alliance (BSW), som har arbejdet aktivt imod militær støtte til Ukraine og kritiseret NATO’s initiativer. Flere AfD-politikere er blevet undersøgt for at modtage midler med forbindelse til Kreml.

Denne politiske infiltration bidrager til at undergrave NATO- og EU-samarbejdet indefra.

Domstole og multilaterale institutioner som mål

Kreml har også systematisk forsøgt at påvirke europæiske retssystemer. I Cypern afslørede lækkede mails, at en tidligere viceanklager havde videregivet fortrolige oplysninger om russiske udleveringssager til russiske embedsmænd. I Ukraine blev domstolen DACK længe brugt som instrument for pro-russisk politik under Viktor Janukovitj og traf afgørelser, der hæmmede reformer og styrkede russisk indflydelse.

Denne form for judicial capture neutraliserer retsstatens uafhængighed og giver Kreml mulighed for at skjule ulovlige finansielle strømme og sikre straffrihed for sine aktører.

Hvordan Europa bør reagere

Forfatterne anbefaler en række tiltag for at modvirke russisk strategisk korruption:

1. Reducér økonomisk afhængighed af Rusland

Europa bør omstrukturere handel og investeringer, så strategiske sektorer beskyttes mod russisk indflydelse. At fortsætte forretninger i Rusland indebærer – selv indirekte – risiko for at finansiere aggression eller forværre sårbarheden i europæiske økonomier.

2. Indfør stærkere finansiel gennemsigtighed

EU bør udvide brugen af værktøjer som:

• screeningsmekanismer for udenlandske investeringer
• åbne registre for reelle ejere
• strengere anti-hvidvask regler

Dette er særligt vigtigt i Central-, Øst- og Sydeuropa, hvor implementeringen stadig er utilstrækkelig.

3. Kræv åbenhed fra virksomheder der opererer i Rusland

Virksomheder bør forklare, hvorfor de fortsat driver forretning i et land involveret i krigsforbrydelser. Det vil øge det politiske, økonomiske og omdømmemæssige pres.

4. Skærp sanktionerne og sænk ejerskabsgrænsen

Europa bør:

• anvende flere sekundære sanktioner
• sænke grænsen for reelle ejere fra 50 % til 25 % for at hindre omgåelse
  Dette vil gøre det vanskeligere for oligarker at skjule aktiver gennem skuffeselskaber.

5. Styrk uafhængig journalistik

Uafhængige medier spiller en afgørende rolle i at afdække russiske pengestrømme og politiske netværk. EU bør støtte både europæiske og russiske eksilmedier som Meduza og Navalnys Anti-Corruption Foundation, der fortsat arbejder trods massiv modstand fra Kreml.

Da Vesten indførte hidtil usete sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine, var budskabet klart: Kreml skulle afskæres fra vestlige markeder, så længe den militære aggression fortsatte. Men tre et halvt år senere er virkeligheden en anden. Trods 18 EU-sanktionspakker og omfattende politiske erklæringer fortsætter Rusland med at få adgang til vestlige varer, vestlig teknologi – og vestlig kapital.

Europa står nu over for konsekvenserne af 30 års økonomisk integration med Kreml-loyale oligarker og russiske virksomheder, hvis dybe netværk stadig er indlejret i EU’s finansielle system.

Sanktioner med huller: Rusland finder veje uden om EU’s kontrol

Selvom EU formelt har indført et af de mest omfattende sanktionsregimer i historien, har håndhævelsen været fragmenteret og ineffektiv. Nogle medlemslande – særligt Ungarn og Slovakiet – har gentagne gange bremset fælles tiltag, mens andre lande uden for EU, såsom Serbien og Tyrkiet, har udbygget deres økonomiske relationer med Rusland.

Som reaktion har Rusland udviklet et netværk af skjulte forsyningskæder, der gør det muligt at skaffe alt fra vestlig elektronik til avancerede komponenter, som nu ender på slagmarken i Ukraine. Strategien bygger på:

• frontselskaber
• hemmelige handelsaftaler
• svage kontrollove i tredjelande
• EU-landes begrænsede håndhævelseskapacitet

Resultatet er et omfattende globalt netværk af illegale finansielle strømme og organiseret kriminalitet, som Kreml aktivt udnytter for at undergrave europæisk lovgivning.

Ruslands stigende afhængighed af tredjelande

Da Rusland mangler evnen til selv at producere avancerede teknologier, afhænger landet i stigende grad af:

• Kina
• Iran
• Nordkorea
• og en lang række mellemled i Europa, Asien og Mellemøsten

Denne sårbarhed giver Vesten et strategisk vindue: Hvis sanktioner håndhæves effektivt, kan det blive betydeligt vanskeligere for Kreml at opretholde sin militære indsats.

Men indtil videre har Rusland tilpasset sig hurtigt.

Hvordan sanktionsevasion fungerer i praksis

Rusland udnytter særligt lande med svagt retsvæsen eller uklar ejerstruktur. Disse lande bliver knudepunkter i forsyningskæderne, hvor russiske aktører opretter kæder af selskaber uden tydelige forbindelser til Kreml.

Nogle eksempler:

Moldova

Tre selskaber – Airrock Solutions, Aerostage Services og Maxjet Service – videresolgte vestlige flydele til russiske flyselskaber som Pobeda og S7 Engineering. Der opstod handel for 15 millioner dollars blot måneder efter invasionen.

Armenien

TAKO LLC og Milur Electronics fungerede som forsyningskanaler for russisk militærudstyr og microchips til den russiske våbenindustri.

Montenegro

IBC Bar videresendte EU-produceret industri- og militærudstyr til Rusland via den russiske forretningsmand Sergey Kokorev.

Serbien

Virksomhederne Ventrade DOO og Soha Info eksporterede millioner af dollars i elektronik til russiske militærforbundne firmaer.

Disse mellemled gør det muligt for Rusland at købe vestlig teknologi via “direkte re-eksport”, hvor udstyr sendes til et tredjeland, der fuldfører videresalget uden at være direkte knyttet til Rusland.

EU’s egne virksomheder indblandet

Sanktionsevasionen handler ikke kun om tredjelande – også europæiske virksomheder er involveret. Et konkret eksempel:

Den tyske virksomhed Mann + Hummels bosniske datterselskab leverede bildele til tyrkiske virksomheder, som derefter eksporterede delene videre til Rusland. De samme komponenter er fundet i nedkæmpede russiske militærkøretøjer som Tigr og Pantsir.

I dette tilfælde blev de tyrkiske virksomheder registreret som eksportører for at skjule den europæiske oprindelse.

EAEU: Et centralt knudepunkt for sanktionsevasion

Den eurasiske økonomiske union (EAEU), bestående af Rusland, Armenien, Hviderusland, Kazakhstan og Kirgisistan, har udviklet sig til et afgørende omdrejningspunkt for sanktionsevasion. Handelstallene taler deres tydelige sprog:

• EU’s eksport til Armenien er tredoblet siden invasionen
• EU’s eksport til Kirgisistan er otte-doblet
• Samtidig er eksporten fra disse lande til Rusland steget markant

Derudover forsvandt over 1 milliard dollars i EU-dobbeltanvendelige varer i 2022 under transit til EAEU – sandsynligvis et resultat af fiktiv handel.

Svage led i EU’s egen håndhævelse

En af EU’s største udfordringer er, at sanktioner implementeres nationalt. Det gør systemet sårbart over for:

• politisk modstand
• forskelle i retslige standarder
• varierede kontrolniveauer

Desuden begrænsede en afgørelse fra EU-Domstolen adgangen til registre over reelle ejere, hvilket hæmmer granskning fra civilsamfund og medier.

Hvad EU bør gøre

Forfatterne anbefaler en række strategiske reformer:

1. Styrk gennemsigtigheden om reelle ejere

AMLA bør oprette én samlet database over virksomhedsstrukturer og reelle ejere i hele EU.

2. Opret en samlet EU-sanktionsmyndighed

En europæisk pendant til det amerikanske OFAC vil skabe harmonisering og stærkere håndhævelse.

3. Udpeg EAEU-lande som højrisikojurisdiktioner

Dette vil tvinge europæiske banker til at skærpe due diligence overfor forbindelser til sanktionsevasion.

4. Integrér antikorruptionseksperter i handelsaftaler

Handelspolitik skal fra starten tage højde for risikoen for russisk misbrug af frihandelszoner og svage retsregimer.

5. Etabler en EU-taskforce mod ulovlig militærindkøb

Med deltagelse af Europol, OLAF, efterretningstjenester og finansmyndigheder.

Sanktionsregimet mod Rusland er blandt de mest omfattende i moderne historie – men håndhævelsen halter. Hvor sanktionerne har skabt svagheder for Rusland, har Kreml udnyttet Europas fragmenterede kontrolsystem, tredjelande med svage institutioner og globale handelsnetværk til at opretholde militære forsyningslinjer.

Hvis EU ønsker at sikre reel effekt af sanktionerne, kræver det:

• en samlet europæisk håndhævelsesstruktur
• markant større gennemsigtighed
• bedre overvågning af forsyningskæder
• tættere samarbejde med USA og allierede

Kun gennem en langt mere robust og fælles indsats kan Europa forhindre, at Kreml fortsætter med at omgå sanktioner og styrke sin krigsmaskine via europæiske bagdøre.

Ruslands brug af strategisk korruption har udviklet sig til en af de mest alvorlige trusler mod Europas politiske integritet. Gennem manipulation af politiske partier, finansiering af pro-Kreml aktører og systematisk udnyttelse af institutionelle svagheder forsøger Kreml at påvirke beslutningsprocesser i hele EU. Målet er klart: at svække europæisk sammenhængskraft og fremme Moskvas geopolitiske interesser.

To metoder: Køb af loyalitet og støtte til ideologiske allierede

Kreml bruger især to strategier for at påvirke europæisk politik:

1. Køb af loyalitet hos embedsmænd og politikere

Ved at tilbyde økonomiske incitamenter, lukrative aftaler og politiske fordele forsøger Rusland at sikre, at centrale embedsmænd og politikere fremmer lovgivning, der er gunstig for Moskva. Dette gælder ikke kun nationale parlamenter, men også multilaterale organer, hvor blot ét land kan blokere fælles EU-beslutninger.

2. Støtte til politiske partier, der deler Kremls værdier

Gennem:

• finansielle bidrag
• fordelagtige handelsaftaler
• politisk rådgivning

… forsøger Rusland at styrke partier, der fremmer nationalisme, euroskepsis og anti-NATO-holdninger. Denne strategi underminerer checks and balances, skaber afhængighed og giver Kreml direkte adgang til europæiske beslutningsrum.

Særligt partier på den yderste højrefløj har været mål, men Rusland samarbejder også med andre ideologier, når det tjener regimets interesser.

Et Europa under pres: Ekstremisme og politisk splittelse

Resultatet er en vækst i ekstremistiske og systemkritiske partier. Disse bevægelser er attraktive for Moskva, fordi de ofte deler synspunkter om national suverænitet, anti-liberalisme og anti-Vestlig politik. Dog er ikke alle højrefløjspartier villige til at samarbejde – flere anerkender truslen fra Rusland som eksistentiel.

Alligevel viser amerikanske og europæiske efterretninger, at næsten ingen europæiske lande er gået fri af russiske påvirkningsforsøg.

Dokumenteret finansiering: Millioner pumpes ind i europæisk politik

Ifølge en amerikansk regeringsrapport har Rusland mellem 2014 og 2022 brugt mindst 300 millioner dollars på at købe indflydelse i udenlandske politiske systemer. Dette tal dækker kun dokumenterede transaktioner – de reelle tal forventes at være langt højere.

Undersøgelser viser blandt andet:

• Marine Le Pens National Rally modtog i 2014 11 millioner euro i lån fra russiske banker.
• Alternativ für Deutschland (AfD) har været involveret i flere finansieringssager og påståede betalinger fra Kreml.
• I 2024 afslørede EU-efterretningstjenester, at Voice of Europe, en Rusland-støttet medieplatform, havde betalt europæiske parlamentarikere gennem kontanter og kryptovaluta.
• Møderne foregik i Prag og havde til formål at påvirke EU-politik i Moskvas favør.

I alt anslås 660 millioner euro i politiske donationer af ukendt oprindelse at være strømmet ind i EU mellem 2019 og 2022 – 71 % fra anonyme donorer.

Energi som geopolitisk våben

Rusland har historisk brugt sin dominans på energimarkedet som pressionsmiddel. Ungarn og Slovakiet er i dag blandt de mest afhængige EU-lande, og begge lande har:

• blokeret EU-sanktioner
• opretholdt import af russisk olie og gas
• gentaget Kremls politiske narrativer
• modsat sig militær støtte til Ukraine

Ifølge analyser fra CREA oversteg landenes russiske energiimport i 2024 niveauerne fra før invasionen.

Dette giver Rusland betydelig politisk indflydelse inden for EU’s beslutningsstruktur.

Fragmenterede regler gør EU sårbart

En af de største svagheder i EU’s politiske system er, at medlemslandene selv:

• regulerer politisk partifinansiering
• implementerer anti-korruptionsregler
• håndhæver anti-hvidvaskning
• administrerer investeringstilsyn

Denne fragmentering skaber store forskelle i beskyttelsesniveauer, hvilket gør nogle lande til “svage led” – perfekte mål for russiske påvirkningsoperationer.

Hvad EU skal gøre: Vejen mod et stærkere demokrati

Forfatterne anbefaler en række centrale reformer:

1. Forbyd anonyme politiske donationer

Ingen EU-land bør tillade donationer uden kendt donor – heller ikke under små beløbsgrænser.

2. Opret en uafhængig EU-tilsynsmyndighed for partifinansiering

APPF bør udvides med mandat til også at føre tilsyn med nationale partier.

3. Giv EPPO og OLAF ret til at efterforske national politisk korruption

I dag må de kun undersøge EU-budgetmidler – det er utilstrækkeligt over for grænseoverskridende politisk finansiering.

4. Opret en EU-taskforce for udenlandsk politisk indblanding

Med eksperter inden for korruption, efterforskning, finansiel kriminalitet og sikkerhed.

5. Obligatorisk offentliggørelse af partiers finansieringsoplysninger

Hvert år, digitalt, med adgang for journalister, civilsamfund og forskere.

6. Ensret regler for udenlandske donationer

Donationer fra virksomheder eller fonde med udenlandsk forbindelse skal screenes af en europæisk instans.

Ruslands strategiske korruption er ikke blot et politisk problem – det er en sikkerhedstrussel mod hele den europæiske samfundsorden. Kremls mål er at underminere demokratier, splitte EU og skabe interne konflikter, der kan bruges geopolitisk.

Kun gennem:

• stærkere gennemsigtighed
• ét fælles europæisk regelsæt
• skarpere håndhævelse
• og intensiveret efterretning og kontrol

… kan EU forhindre, at udenlandske aktører manipulerer og korrumperer de politiske systemer indefra.

Trusselvurdering kan læses i sin helhed her.

Russisk og kinesisk efterretningsaktivitet intensiveres

Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine og det forværrede forhold til Vesten har bidraget til en stigende trussel mod Norge. PST vurderer, at russiske efterretningstjenester i stigende grad vil forsøge at udføre sabotage mod kritisk norsk infrastruktur og militære faciliteter. Særligt Forsvaret og allieredes militære kapaciteter i Norge vil fortsat være mål for russisk informationsindsamling.

Kina betragtes også som en voksende efterretningstrussel mod Norge. PST forventer, at kinesiske aktører vil benytte både lovlige og skjulte metoder for at opnå deres strategiske mål. Påvirkningskampagner fra Kina bliver mere fremtrædende, og det forventes, at kinesiske aktører i stigende grad vil forsøge at manipulere offentlige holdninger i Norge.

Sabotagerisiko og hemmelige anskaffelser

Truslen om russisk sabotage er steget betydeligt det seneste år. Fremmede staters brug af såkaldte “proxy-aktører” – personer eller grupper uden formel tilknytning til en stat – anvendes til at udføre operationer på vegne af staterne. Cyberoperationer bliver desuden stadig sværere at opdage, hvilket øger risikoen for uopdagede angreb mod norske systemer.

Russland er underlagt omfattende internationale sanktioner, hvilket fører til, at russiske aktører forsøger at skaffe militær teknologi og flerbrugsteknologi gennem skjulte anskaffelser i Norge. Disse forsøg indebærer ofte vildledning af norske virksomheder og myndigheder med falsk dokumentation.

Truslen fra Iran og Nordkorea

Iran forventes at fortsætte med efterretnings- og påvirkningsoperationer i Norge i 2025. Ifølge PST kan det iranske regime benytte sig af terrorangreb, attentater og vold for at ramme kritikere i Vesten. Svenske myndigheder mistænker allerede, at iransk-støttede kriminelle netværk stod bag angreb mod Israels ambassader i Stockholm og København i 2024, og lignende angreb kan potentielt ramme Norge.

Nordkorea vurderes at have interesser i at opnå teknologisk og militær information gennem skjulte operationer i Norge. Ligesom Iran kan de benytte tredjepartsaktører til at gennemføre aktiviteter, der truer norsk sikkerhed.

Ekstrem islamisme og højreekstremisme som de største terrortrusler

PST vurderer, at de mest alvorlige terrortrusler i 2025 vil komme fra ekstreme islamister og højreekstremister. Ekstrem islamistisk aktivitet i Europa er stigende, og Den Islamiske Stat (IS) har intensiveret deres angreb i Vesten. Krigen mellem Israel og Hamas i Gaza har øget risikoen for radikalisering og kan inspirere til terrorhandlinger i Norge.

Højreekstrem trussel stammer primært fra individer, der deltager i transnationale, voldsfremmende digitale netværk. Disse personer kan udvikle både vilje og evne til at begå terrorhandlinger. PST vurderer, at eventuelle angreb sandsynligvis vil blive udført af en eller få gerningsmænd, som er inspireret af ekstremistisk ideologi.

Teknologiske udfordringer og nye angrebsmetoder

Teknologisk udvikling fører til nye angrebsmetoder, herunder brug af 3D-printede skydevåben og droner. PST forventer, at droner i stigende grad kan bruges som angrebsvåben, hvilket allerede ses i konflikter internationalt. Desuden anvendes kryptovaluta og udenlandske finansinstitutter i stigende grad til at finansiere terrorvirksomhed, hvilket vanskeliggør sporing og opdagelse af ulovlige transaktioner.

PST’s trusselvurdering for 2025 understreger, at Norge står over for en kompleks og sammensat trussel fra statslige aktører og ekstremistiske grupper. Rusland og Kina vurderes som de mest alvorlige trusler i form af efterretning, påvirkning og potentiel sabotage. Samtidig er truslen fra ekstrem islamisme og højreekstremisme vedvarende og kan resultere i terrorangreb på norsk jord. PST advarer om, at den teknologiske udvikling og øget brug af proxy-aktører gør trusselsbilledet mere komplekst end nogensinde før.

Det skriver Global Initiative i deres rapport Gangsters at War – Russia’s use of organized crime as an instrument of statecraft. Hele rapporten kan læses her.

Finansielle motiver og statslig kriminalitet

Organiseret kriminalitet har længe spillet en rolle i Ruslands økonomi, men sanktionerne, der blev indført efter annekteringen af Krim og intensiveret i 2022, har skubbet kriminelle netværk ind i en endnu mere central rolle. Disse netværk fungerer som instrumenter til at omgå sanktioner, skaffe midler til operationer og sikre adgang til vitale ressourcer.

Russisk organiseret kriminalitet er ikke blot begrænset til Rusland, men har et globalt fodaftryk. Netværk i Europa, Mellemøsten og Asien faciliterer smugling af varer og pengeoverførsler gennem grå markeder og ulovlige kanaler. Eksempelvis har salg af køleskabe og andre husholdningsapparater med avancerede mikrochips i lande som Kasakhstan og Armenien skabt en ny forsyningskæde, der understøtter Ruslands militære kapacitet.

Sanktionernes utilsigtede konsekvenser

De omfattende vestlige sanktioner mod Rusland har skabt et vakuum, som organiseret kriminalitet udnytter. Smugling af alt fra biler til avanceret teknologi er blevet en lukrativ forretning. Ifølge estimater har Rusland siden invasionens start i 2022 importeret mikrochips og andre sanktionerede varer for næsten 4 milliarder dollars gennem grå markeder, ofte med hjælp fra stater som Tyrkiet, UAE og Serbien, der enten ignorerer eller tolererer denne handel.

Den russiske stats afhængighed af organiseret kriminalitet for finansielle operationer og sanktionsovergange er blevet tydelig. Kriminelle netværk bruges som pengemænd, der sikrer ulovlige transaktioner og muliggør import af kritiske varer til det russiske marked. Dette inkluderer alt fra medicin til militære komponenter, ofte via komplekse pengestrømme, der involverer skatteparadiser som Cypern og Liechtenstein.

Kryptovalutaens rolle

Mens Rusland længe har været skeptisk over for kryptovalutaer, er de blevet et nødvendigt redskab til at omgå finansielle sanktioner. Kryptovalutaer muliggør overførsel af store beløb udenom traditionelle bankkanaler og spiller en afgørende rolle i finansiering af både statslige og kriminelle aktiviteter.

Strategiske anbefalinger

Den finansielle rolle, som organiseret kriminalitet spiller for Rusland, kræver en skærpet international respons:

1. Stram kontrol med finansielle strømme
   Fokus på at stoppe ulovlige pengetransaktioner er afgørende. Inspireret af anti-terror-finansieringsprogrammer bør vestlige stater intensivere deres jagt på russiske penge. Dette inkluderer strengere overvågning af banker og betalingssystemer, der letter russiske operationer.
2. Pres på samarbejdsvillige stater
   Lande, der muliggør eller tolererer russisk kriminalitet, skal mødes med økonomisk og diplomatisk pres. For eksempel kan lande som Cypern, Israel og Tyrkiet pålægges sanktioner, hvis de fortsætter med at fungere som transitlande for ulovlige varer og penge.
3. Målrettet bekæmpelse af kryptovaluta-misbrug
   Internationale samarbejdsinitiativer bør strammes for at identificere og lukke kryptovalutabørser, der anvendes til hvidvaskning af russiske midler, som det var tilfældet med Bitzlato i 2023.
4. Styrket retshåndhævelse
   Vestlige retshåndhævende myndigheder bør intensivere indsatsen mod russiske organiserede kriminelle netværk i deres respektive jurisdiktioner og fokusere på at afskære deres forbindelser til Kreml.

Kampen mod organiseret kriminalitet som et redskab for den russiske stat er en kompleks udfordring, der kræver samarbejde på tværs af landegrænser og sektorer. Ved at gå efter de finansielle nerver og dæmme op for ulovlige pengestrømme kan Vesten effektivt modvirke Ruslands anvendelse af kriminalitet som en del af dets geopolitiske strategi.

Læs hele rapporten her.

Ruslands invasion af Ukraine har understreget vigtigheden af at begrænse landets evne til at føre krig. En af de største udfordringer for den russiske forsvarsindustri er dens afhængighed af udenlandske teknologier, især computerstyrede maskiner (CNC-maskiner). Disse maskiner er essentielle for produktionen af præcisionsudstyr som styrede missiler og flydele, og Ruslands forsvarsindustri har historisk været afhængig af importerede CNC-maskiner fra lande, der nu støtter Ukraine. På papiret har dette gjort det muligt for Ukraines allierede at begrænse Ruslands adgang til nye CNC-maskiner og deres komponenter gennem sanktioner og eksportkontrol. Men på trods af disse foranstaltninger fortsætter Ruslands våbenproduktion ufortrødent, hvilket rejser spørgsmål om effektiviteten af disse restriktioner.

Hvordan Ruslands forsvarsindustri omgår sanktionerne

C4ADS har gennemført en undersøgelse af Ruslands forsyningskæder for CNC-maskiner efter geninvasionen af Ukraine i februar 2022. Resultaterne viser, at Rusland bruger en række metoder til at omgå sanktioner og eksportkontrol, især ved at udnytte mellemled i tredjelande. Disse mellemled, som findes i lande som Kina, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater, spiller en central rolle i at levere både nye og brugte CNC-maskiner til Rusland, på trods af at deres oprindelseslande officielt har indført sanktioner.

Taktikker for unddragelse

Russiske virksomheder benytter sig af to hovedmetoder til at omgå sanktioner:

1. Dattervirksomhed-orienteret unddragelse: Russiske datterselskaber af udenlandske virksomheder får adgang til produkter fremstillet af deres moderselskaber, selv efter at moderselskabet angiveligt har forladt det russiske marked.
2. Distributør-orienteret unddragelse: Uafhængige russiske distributører importerer CNC-maskiner og reservedele, både nye og brugte, uden om de formelle sanktioner.

C4ADS identificerede adskillige eksempler, hvor disse metoder blev anvendt til at fortsætte leveringen af CNC-maskiner til Rusland, ofte gennem brug af tredjelandsmellemled. Dette omfatter tyrkiske virksomheder, der har eksporteret tyskfremstillede skæreværktøjer til Rusland via frihandelszoner som Mersin Free Zone.

Konsekvenser og anbefalinger

For at forhindre Rusland i at omgå sanktioner og eksportkontrol, er det nødvendigt med en kombination af skærpede regler, bedre håndhævelse og internationalt samarbejde. Det betyder, at regeringer skal give de relevante myndigheder flere ressourcer til at afskrække tredjelandsmellemled fra at bryde eksportkontrollen, og private virksomheder skal investere i deres egen overholdelse af sanktioner.

Finansielle institutioner spiller også en vigtig rolle i at overvåge deres kunders aktiviteter for at sikre, at de ikke bidrager til omgåelse af sanktionerne. Dette kræver, at banker udvikler nye due diligence-procedurer, der kan identificere risici forbundet med eksportkontrolunddragelse, og at de systematisk gennemgår handelsdata for at opdage mistænkelige transaktioner.

Afslutning

Kampen mod hvidvask af teknologi er afgørende for at begrænse Ruslands evne til at føre krig i Ukraine og potentielt andre steder. Det kræver en samlet indsats fra både den offentlige og private sektor, hvor skærpede sanktioner, øget kontrol og et tættere internationalt samarbejde kan lukke de huller, som Rusland udnytter i dag.

Det litauiske medie LTRs graverafdeling har i en artikel undersøgt de litauiske transportfirmaers relationer til Rusland. Mediet rapportere, at der siden Ruslands invasion af Ukraine, er blevet transporteret såkaldt dual-use gods igennem Litauen til en værdi på mindst 130 millioner Euro.  

Der er tale om gods, materialer og teknologi, som er underlagt sanktioner fra EU, USA, Storbritannien og Japan.  

LTRs undersøgelse viser, at mere en 70 litauiske selskaber har været indblandet i at sende dual-use gods til Rusland. I flere tilfælde var lande i central Asien angivet som slutdestination, men varer kom aldrig videre end til Rusland.  

Ligeledes viser undersøgelse, at selskaber i Tyrkiet, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Georgien, Aserbajdsjan, Armenien og Kina deltog i eksporten til Rusland.     

I artiklen citerer LTR Arūnas Adomėnas, senior adviser of the Operational and Non-Tariff Measures Control Division of the Lithuanian Customs Service: 

”Den Europæiske Union forbyder ikke forsendelser af denne slags gods til Kasakhstan, Kirgisistan, Armenien… Hvis forsendelserne sættes i cirkulation i disse lande, er der ingen som har kontrol med dem eller hvor de transporteres hen i næste led.” 

SELSKABER NÆVNT I ARTIKLEN 

Zetemžėja (RU) 

Astaris (KZ) 

Vitovt-Rus (RU) 

Delamode Baltics (Estland) 

Westeast Lojistik (TR) 

Westeast Logistics (LT) 

Baunersa (LT) 

Argo LT (LT) 

Autoverslo Logistika / Logispace (LT) 

FEK Group (LT) 

WorldWide Group KG (KG) 

Vingės Transsphere Logistika (LT) 

Mellem de litauiske selskaber, som dukker op i LTRs artikel er brancher inden for elektronik, bildele, logistik og toldmægling. De selskaber som LTR henvendte sig til for kommentarer vedkender sig ikke, at de har gjort noget forkert.  

Artiklen fremhæver en række selskaber, som er indblandet i omgåelsen af sanktionerne mod Rusland. Blandt andet fortæller LTR, da amerikanske microchips fandt vej til russisk militærteknologi på trods af amerikanske sanktioner mod Rusland. Her var Lithauen et af afsenderlandende. 

Yderligere beskriver de hvordan dokumenter viser, at dual-use gods og teknologi blev sendt til Rusland på vegne af selskaber i Tyskland, Italien, Tjekkiet og Grækenland gennem de litauiske selskab Logispace.  

Det tyder derfor på, at der har været og formentligt stadig eksisterer et modus, hvor selskaber udnytter Litauen til at omgå Vestens sanktioner mod Rusland.