Rapporten peger samtidig på et markant forandret trusselsbillede, hvor klassiske ideologiske terrorgrupper i stigende grad suppleres af nye aktører, herunder statslige aktører, organiserede kriminelle netværk, enkeltsagsaktører og løst organiserede onlinefællesskaber. Udviklingen øger kompleksiteten i arbejdet med at identificere og modvirke terrorrelaterede aktiviteter – også for den finansielle sektor.

Den fulde rapport kan læses her.

Krig og geopolitik påvirker trusselsbilledet

CTA fremhæver, at krigen mellem Israel/USA og Iran, som brød ud den 28. februar 2026, allerede har påvirket trusselsbilledet i Vesten, herunder Danmark. Ifølge vurderingen kan flere typer aktører udgøre en trussel, herunder personer motiveret af konflikten, aktører med forbindelser til Iran samt personer med tilknytning til terrorgrupper.

Samtidig vurderer CTA, at konflikten i Gaza fortsat fungerer som en væsentlig mobiliseringsfaktor på tværs af flere ekstremistiske miljøer. Det gælder både militante islamister, venstreekstremister og personer uden et bredere ideologisk tilhørsforhold, som primært aktiveres af selve konflikten.

For den finansielle sektor understreger udviklingen betydningen af løbende risikovurderinger relateret til konfliktområder, politisk eksponering, internationale netværk og potentielle forbindelser mellem ekstremistiske miljøer og organiseret kriminalitet.

Statslige aktører og kriminelle netværk smelter sammen

Et centralt element i CTA’s vurdering er den stigende sammenblanding mellem statslige aktører og organiserede kriminelle miljøer.

CTA vurderer, at stater i stigende grad kan anvende stedfortrædere til at udføre voldelige handlinger eller sabotage med henblik på at skade modparter uden at overskride tærsklen for direkte væbnet konflikt. Her fremhæves særligt brugen af organiserede kriminelle som såkaldte proxy-aktører.

Ifølge CTA anvender Iran i betydelig grad kontakter i kriminelle netværk som stedfortrædere til at forberede eller udføre angreb i Europa. Rapporten beskriver samtidig, hvordan opgaver uddelegeres gennem flere led og tilbydes som en betalt ydelse – betegnet som “Crime-as-a-Service”.

Denne udvikling er væsentlig i et AML- og terrorfinansieringsperspektiv, fordi den kan gøre det vanskeligere at identificere forbindelser mellem finansielle transaktioner, organiseret kriminalitet og statsligt understøttede aktiviteter.

CTA vurderer desuden, at statslige aktørers anvendelse af organiserede kriminelle øger trusselsniveauet, blandt andet på grund af kriminelles adgang til våben, sprængstoffer og voldskapacitet.

Online radikalisering og decentraliserede netværk

Rapporten beskriver samtidig, hvordan teknologisk udvikling grundlæggende har ændret forudsætningerne for ekstremistiske miljøers aktiviteter.

CTA vurderer, at onlineplatforme gør det muligt for personer anonymt at indgå i internationale ekstremistiske fællesskaber, hvor traditionelle barrierer som geografi, alder og social status er reduceret. Dette har blandt andet medført, at mindreårige og psykisk sårbare personer i stigende grad indgår i flere ekstremistiske miljøer.

Samtidig beskriver CTA fremkomsten af såkaldte postorganisatoriske netværk – dynamiske onlinefællesskaber uden formel ledelse eller medlemsstruktur. Disse miljøer vurderes at være mere modstandsdygtige over for myndighedsindsatser og vanskeligere at nedlukke end traditionelle organisationer.

Rapporten fremhæver også, at ekstremistiske miljøer aktivt udnytter sociale mediers algoritmer gennem forsimplede budskaber, følelsesladet indhold, gamification og brug af kodesprog. I flere tilfælde flyttes kommunikationen efterfølgende til krypterede platforme med begrænset moderation, hvor mere eksplicit indhold og angrebsplanlægning deles.

For banker og andre finansielle institutioner illustrerer udviklingen, at radikaliserings- og netværksdannelse i stigende grad foregår uden for traditionelle organisatoriske strukturer. Det kan udfordre klassiske risikomodeller og identifikation af relationer mellem personer, miljøer og transaktioner.

Terrorfinansiering fortsat relevant

CTA vurderer, at militante islamister i Danmark fortsat finansierer militant islamistiske grupper eller enkeltpersoner i udlandet. Selvom aktiviteterne ifølge CTA ikke nødvendigvis har direkte indflydelse på terrortruslen mod Danmark, bidrager de til at styrke og opretholde militant islamistiske organisationer internationalt.

Rapporten peger samtidig på fortsatte transnationale forbindelser mellem personer i Danmark og Islamisk Stat- eller al-Qaida-relaterede miljøer i udlandet. Kontakterne foregår både via fysiske netværk og gennem onlinefællesskaber.

CTA vurderer desuden, at nogle personer i Danmark ønsker at tilslutte sig Islamisk Stat-undergrupper i blandt andet Afrika og Mellemøsten. Samtidig fremhæves det, at internationale netværk kan bidrage til både angrebsplanlægning og facilitering af udrejse.

Disse forhold understreger fortsat relevansen af terrorfinansieringskontrol, overvågning af internationale overførsler og fokus på forbindelser til konfliktområder og højrisikomiljøer.

Unge og hybride ekstremistiske miljøer

CTA beskriver en udvikling, hvor unge og mindreårige i stigende grad indgår i både gennemførte og afværgede terrorangreb i Vesten. Radikaliseringen sker ifølge vurderingen primært online og ofte uden tilknytning til kendte fysiske netværk.

Samtidig vurderer CTA, at flere yngre radikaliserede personer ikke nødvendigvis udviser stærk loyalitet over for én bestemt ideologi, men i stedet tiltrækkes af en kombination af militant islamisme, ekstrem vold og onlinekultur.

Denne hybridisering kan øge uforudsigeligheden i trusselsbilledet og gøre det vanskeligere at identificere faste mønstre, både operationelt og finansielt.

Højreekstremisme fortsat en generel terrortrussel

CTA vurderer fortsat terrortruslen fra højreekstremister som generel. Truslen udspringer primært fra personer radikaliseret i onlinefællesskaber, men også fra personer i periferien af etablerede højreekstremistiske miljøer.

Ifølge CTA er det mest sandsynlige scenario et angreb udført af enkeltpersoner eller mindre grupper. Potentielle mål kan blandt andet være myndigheder, infrastruktur, LGBT+-mål samt personer eller miljøer forbundet til jøder og muslimer.

CTA fremhæver samtidig, at meget unge personer med sociale, psykologiske eller psykiatriske problemstillinger i stigende grad indgår i det højreekstremistiske trusselsbillede.

Et mere komplekst risikobillede

CTA’s vurdering tegner samlet et billede af et mere fragmenteret og komplekst terrortrusselsmiljø, hvor ideologiske skel i stigende grad overlapper med organiseret kriminalitet, onlinefællesskaber og statslige interesser.

For den finansielle sektor betyder udviklingen, at arbejdet med AML, terrorfinansiering og sanktionsrelaterede risici i stigende grad må tage højde for hybride trusselsaktører, decentraliserede netværk og internationale forbindelser, som kan være vanskelige at identificere gennem traditionelle risikomønstre alene.

Financial Action Task Force (FATF) udgav i starten af marts rapporten Targeted report on Stablecoins and Unhosted Wallets. Den fulde rapport kan læses her.

Stablecoins er i dag blandt de mest anvendte virtuelle aktiver, og deres samlede markedsværdi overstiger flere hundrede milliarder dollars. Særligt fiat-baserede stablecoins som Tether og USD Coin dominerer markedet. Deres stabilitet, høje likviditet og evne til at fungere på tværs af forskellige blockchains gør dem attraktive for både finansielle institutioner, virksomheder og private brugere. Netop disse egenskaber er imidlertid også årsagen til, at stablecoins i stigende grad anvendes af kriminelle aktører.

Ifølge rapporten er stablecoins blevet det foretrukne virtuelle aktiv i en stor del af de ulovlige kryptotransaktioner. De indgår sjældent alene, men anvendes som en integreret del af mere komplekse hvidvaskstrukturer, hvor midler flyttes gennem flere led for at sløre deres oprindelse og destination. Transaktionerne kan hurtigt bevæge sig på tværs af jurisdiktioner og platforme, hvilket gør det vanskeligt for både finansielle institutioner og myndigheder at følge pengestrømmene.

En central sårbarhed i denne udvikling er brugen af såkaldte unhosted wallets. Her har brugeren fuld kontrol over sine midler uden involvering af en reguleret mellemmand. Når stablecoins overføres direkte mellem sådanne wallets via peer-to-peer-transaktioner, sker det uden for de traditionelle AML/CFT-rammer. Selvom transaktionerne teknisk set er synlige på blockchainen, er de pseudonyme, og det kan være yderst vanskeligt at fastslå, hvem der reelt står bag. Dette skaber et betydeligt kontrolhul, som i stigende grad udnyttes.

Rapporten peger også på, at stablecoins spiller en voksende rolle i terrorfinansiering og sanktionsomgåelse. Terrororganisationer som Islamisk Stat og Al-Qaeda har taget teknologien til sig og anvender stablecoins til både indsamling og overførsel af midler. Samtidig har statslige aktører under sanktioner intensiveret deres brug af virtuelle aktiver. Særligt Nordkorea har gennem grupper som Lazarus Group systematiseret brugen af stablecoins som led i omfattende hvidvaskoperationer efter cyberangreb. Også Iran anvender stablecoins til at understøtte aktiviteter, der omgår internationale sanktioner, blandt andet via Islamic Revolutionary Guard Corps.

Stablecoins anvendes desuden bredt i en række kriminalitetstyper, herunder investeringsbedrageri, cyberkriminalitet og narkotikahandel. De giver mulighed for hurtige, grænseoverskridende betalinger og kan indgå i avancerede hvidvaskprocesser, hvor midler opdeles, flyttes mellem forskellige blockchains og senere samles igen. Denne fleksibilitet gør det muligt for kriminelle at tilpasse deres metoder og udnytte svagheder i både regulering og tilsyn.

For den finansielle sektor skaber udviklingen en række nye udfordringer. Banker og andre finansielle institutioner risikerer indirekte eksponering mod ulovlige aktiviteter gennem kunder, samarbejdspartnere eller transaktioner, der involverer stablecoins. Samtidig bliver det stadig vanskeligere at gennemføre effektiv kundekendskabs- og transaktionsovervågning, når en væsentlig del af aktiviteten foregår uden for regulerede miljøer. Variationer i compliance-niveauet blandt aktører i økosystemet – særligt i jurisdiktioner med svag regulering – forstærker denne problematik.

FATF fastholder derfor, at stablecoins skal underlægges de samme krav som øvrige virtuelle aktiver. Det indebærer blandt andet krav om licens og tilsyn med udbydere, implementering af effektive AML/CFT-foranstaltninger samt overholdelse af finansielle sanktioner. Samtidig understreges behovet for en risikobaseret tilgang, hvor særligt eksponeringer mod unhosted wallets og peer-to-peer-transaktioner vurderes nøje.

Rapporten fremhæver også, at teknologiske værktøjer som blockchain-analyse spiller en stadig vigtigere rolle i bekæmpelsen af finansiel kriminalitet. Disse værktøjer kan bidrage til at identificere mistænkelige transaktionsmønstre og spore midler på tværs af netværk, men deres effektivitet afhænger af datakvalitet og metodiske forskelle mellem udbydere. Samtidig peges der på potentialet i programmérbare kontroller i stablecoins, hvor udstedere eksempelvis kan fryse midler eller blokere bestemte adresser.

Samlet set tegner der sig et billede af et finansielt økosystem i hastig forandring, hvor stablecoins både repræsenterer innovation og øget risiko. Kombinationen af global rækkevidde, høj likviditet og begrænset regulering i visse dele af markedet gør dem til et effektivt redskab for kriminelle aktører. For både myndigheder og den finansielle sektor bliver det afgørende at følge udviklingen tæt og løbende tilpasse kontrol- og complianceindsatser, hvis de nye risici skal håndteres effektivt.

Rapporten peger på, at virksomheder er attraktive for kriminelle aktører, fordi de giver en facade af legitimitet og samtidig gør det muligt at skjule eller sammenblande kriminelle og lovlige pengestrømme. I mange tilfælde indgår virksomheder som en central del af større hvidvasksystemer, hvor transaktioner flyttes hurtigt gennem flere selskaber og jurisdiktioner for at gøre sporingen vanskelig.

To typer virksomhedsanvendelse

Ifølge analysen anvendes virksomheder i hvidvask typisk på to forskellige måder.

Den første model er en langsigtet anvendelse, hvor et eller flere selskaber indgår i et mere permanent setup, som kan fungere i mange år. Her kan der være reel forretningsaktivitet, men hvor enkelte transaktioner eller pengestrømme indikerer hvidvask.

Den anden model er kortvarig brug af såkaldte slusselskaber, hvor virksomheder oprettes eller overtages med det ene formål at flytte kriminelle midler videre. Disse selskaber fungerer som forbrugsvare i et større setup: de bruges i en kort periode, tømmes for midler og ender ofte i konkurs.

De fleste af de identificerede virksomheder er små aktieselskaber med få ansatte og relativt begrænset omsætning. Samtidig peger analysen på, at nogle selskaber er såkaldte “historik-selskaber”, der overtages med eksisterende bankkonti og skatteregistreringer, hvilket gør dem attraktive i hvidvaskordninger.

Særligt udsatte brancher

Analysen viser, at visse brancher går igen i mistænkelige hvidvasksager. Det gælder især tjenesteintensive brancher som:

• byggeri
• restaurationsbranchen
• bilhandel
• transport
• engroshandel

Derudover ses også kapitalintensive sektorer som ejendom og finans i flere af sagerne.

Fælles for mange af virksomhederne er, at de enten har begrænset reel aktivitet eller driver en virksomhed, hvor det er relativt let at forklare store eller komplekse pengestrømme.

Internationale transaktioner og neobanker

Grænseoverskridende transaktioner indgår næsten altid i storskalig hvidvask gennem virksomheder. I mange tilfælde flyttes midler hurtigt til konti i andre europæiske lande.

Særligt konti i udenlandske neobanker fremhæves som en central kanal til at føre midler ud af Sverige. Transaktioner ses blandt andet til lande som Danmark, Holland, Tyskland, Polen, Spanien, Estland og Irland, mens transaktionsforgreninger mod Litauen og Belgien forekommer hyppigt.

Når midlerne først er flyttet ud af landet, vurderer Finanspolisen, at de ofte sendes videre til andre jurisdiktioner eller konverteres til andre aktiver.

Kompleks transaktionsstruktur og falsk dokumentation

Et centralt kendetegn ved mange af hvidvaskordningerne er brugen af komplekse og hurtige transaktionskæder. Midler flyttes gennem flere selskaber i hurtig rækkefølge og ofte med tilsyneladende legitime forklaringer.

Transaktioner forklares eksempelvis som:

• lån mellem selskaber
• tilbagebetaling af lån
• aktionærtilskud

Samtidig anvendes ofte falsk eller manipuleret dokumentation såsom fakturaer, kontrakter eller lønsedler for at legitimere betalingerne.

Et andet udbredt mønster er cirkelfakturering, hvor flere selskaber fakturerer hinanden for fiktive ydelser. Metoden kan både bruges til at flytte midler mellem selskaber og til kunstigt at øge omsætningen – eksempelvis for at opnå større kreditfaciliteter hos banker.

Kryptovaluta indgår i flere hvidvaskordninger

Analysen peger også på en stigende sammenhæng mellem virksomhedsbaserede hvidvaskordninger og kryptovaluta. I flere tilfælde indgår både kontanter, banktransaktioner og kryptotransaktioner i samme setup.

Kryptotransaktioner kan dog sjældent kobles direkte til svenske virksomheder eller virksomhedskonti. En forklaring kan være, at midlerne først flyttes ud af landet gennem banktransaktioner, før de konverteres til kryptovaluta i andre jurisdiktioner.

Stråmænd og identitetsmisbrug

Adgangen til stråmænd er en afgørende komponent i mange hvidvaskordninger. Slusselskaber registreres ofte med personer, der formelt indgår i bestyrelsen, men som i praksis ikke har kontrol over selskabet.

Disse personer kan være socialt udsatte og modtage mindre betalinger for at stille deres identitet til rådighed. I mange tilfælde skiftes bestyrelsen flere gange på kort tid, hvilket gør det vanskeligt for myndigheder og finansielle institutioner at opnå et klart overblik over selskabets reelle kontrolstruktur.

En udfordring for AML-systemet

Rapporten understreger, at virksomheder fortsat er underrepræsenteret i indberetninger om mistænkelig hvidvask. På trods af betydelige risici er virksomhedskunder i mange tilfælde genstand for færre indberetninger end privatpersoner.

For aktører omfattet af hvidvaskreglerne betyder det, at der fortsat er behov for at styrke overvågningen af virksomhedskunder – særligt når det gælder komplekse selskabsstrukturer, koncerninterne transaktioner og grænseoverskridende betalinger.

Ifølge Finanspolisen vil en mere effektiv bekæmpelse af hvidvask i virksomhedssektoren kræve bedre gennemsigtighed omkring ejerskab, mere detaljeret information om koncernforhold samt en styrket rapportering af mistænkelige aktiviteter fra banker og andre rapporteringspligtige virksomheder.

Hele rapporten kan læses her.

Kontanter og værdigenstande: Klassiske metoder i nyt omfang

Selv i et højt digitaliseret samfund spiller kontanter fortsat en central rolle i hvidvask. Efter indførelsen af restriktioner for hjemførsel af norske kontanter i 2023 er kontantindskuddene igen steget og stabiliseret sig på et højere niveau. Ifølge Økokrim indikerer det, at kontanter i stigende grad integreres i den legale økonomi via norske finansielle institutioner.

Samtidig ser myndighederne en øget anvendelse af guld og andre let omsættelige værdigenstande. Handelsbaseret hvidvask med guld er særligt attraktivt på grund af høj værdi, global anerkendelse og nem transport. Kombinationen af kontanter, guld og fiktive fakturaer eller kvitteringer peger på en klassisk, men effektiv metode til at sløre midlers oprindelse – ofte med afsæt i skatte- og afgiftskriminalitet eller arbejdsmarkedskriminalitet.

En konkret sag fra 2025 viser, hvordan en detailhandler med usædvanlig høj kontantom­sætning blev centrum i et netværk, hvor midler med fra potentielt kriminelle netværk blev hævet kontant eller kanaliseret direkte til forretningen. Sagen illustrerer vigtigheden af sektorforståelse, transaktionsmønstre og effektiv indberetning af mistænkelige forhold.

vIBANs og fragmenterede pengestrømme

Virtuelle IBAN-numre (vIBANs) anvendes i stigende grad som redskab til svindel og hvidvask. En vIBAN ligner en almindelig IBAN, men fungerer kun som transitkonto: Midler overføres automatisk videre til en skjult hovedkonto. Det gør det vanskeligt for både afsender og rapporteringspligtige at identificere den reelle slutmodtager.

Økokrim observerer primært vIBANs med udenlandske landekoder, men understreger, at brugerne ikke nødvendigvis befinder sig uden for Norge. For compliance-funktioner betyder det, at klassiske KYC- og transaktionsmonitoreringsværktøjer skal kunne håndtere komplekse, kædede betalingsstrømme på tværs af jurisdiktioner.

Professionalisering og rådgivning i hvidvask

Kriminelle netværk råder over betydelige midler og har i stigende grad behov for at “industrialisere” hvidvasken. Professionelle tilrette­læggere – herunder rådgivere og personer i betroede stillinger – sælger deres kompetencer til at strukturere og integrere ulovlige midler.

Samtidig anvendes korruption og insidere i både privat og offentlig sektor som strategisk værktøj. Økokrims etablering af en særskilt antikorruptionsenhed viser, at forbindelsen mellem økonomisk kriminalitet, organiserede netværk og systemisk sårbarhed anses som en væsentlig samfundsrisiko. For virksomheder betyder det øget fokus på tredjepartsrisici, interessekonflikter og interne kontrolmiljøer.

Ikke-finansielle tjenester og terrorfinansiering

En markant udvikling i 2025 er stigningen i overførsler til ikke-finansielle tjenester – eksempelvis sociale platforme som TikTok. Disse aktører er typisk ikke underlagt hvidvasklovgivningens rapporteringspligt, og myndighederne har begrænset indblik i transaktionsdata.

FIU vurderer, at sådanne platforme kan anvendes som led i både hvidvask og terrorfinansiering. Transaktionskæderne kan helt eller delvist falde uden for de etablerede kontrolmekanismer, og dokumentation for formål og reelle slutmodtagere er ofte mangelfuld. Mønstret med privatpersoner, der modtager midler fra flere afsendere og derefter viderefører beløbene via ikke-finansielle tjenester, indikerer også risiko for uregistreret betalingsformidling og hawala-lignende strukturer.

Særligt bemærkelsesværdigt er stigningen i indberetninger relateret til pengestrømme til konfliktområder. Over 10 procent rapporter med mistanke om terrorfinansiering i 2025 vedrørte overførsler med relation til situationen i Gaza. Parallelt hermed peger Politiets sikkerhetstjeneste (PST) i sin trusselsvurdering på en vedvarende og bekymrende radikalisering blandt unge. FIU ser tilsvarende en faldende gennemsnitsalder blandt personer knyttet til terrorfinansieringsmistanker.

For AML- og CTF-ansvarlige betyder det øget fokus på indsamlinger, NGO-strukturer, private betalingsstrømme og proportionalitetsvurderinger i humanitære kontekster.

Sanktionsomgåelse og strategisk økonomisk påvirkning

Sanktionsområdet fylder markant mere i 2025. Økokrim har modtaget over 350 rapporter om potentielle sanktionsrelaterede forhold. Mere end 60 procent vedrører sanktionerne mod Rusland og Belarus, mens sager om Iran primært knytter sig til finansielle restriktioner mod det iranske bank- og finanssystem.

Analyserne viser, at det ofte er vanskeligt at adskille klassisk hvidvask fra målrettet sanktionsomgåelse eller eksportkontrolbrud. I visse tilfælde kan transaktioner og investeringer – herunder ejendomskøb med strategisk betydning – indgå i en bredere udenlandsk stats økonomiske virkemiddelbrug. Motivationen kan være flerdelt: økonomisk gevinst, påvirkning og understøttelse af geopolitiske mål.

For rapporteringspligtige virksomheder betyder det, at sanktionsscreening ikke kan stå alene. Der er behov for helhedsorienterede risikovurderinger, der integrerer AML-, CTF- og sanktionsperspektivet – herunder vurdering af reelle ejere, komplekse ejerstrukturer og indirekte eksponering mod højrisikojurisdiktioner.

En samlet konklusion

Årsrapporten fra Økokrim viser, at grænserne mellem hvidvask, terrorfinansiering, korruption og sanktionsomgåelse i stigende grad flyder sammen. Metoderne bliver mere sofistikerede, aktørerne mere professionelle, og anvendelsen af både klassiske og nye kanaler intensiveres.

For den finansielle sektor og øvrige rapporteringspligtige indebærer det et fortsat – og stigende – behov for datadrevet monitorering, styrket sektorforståelse og tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører. AML-indsatsen handler ikke alene om compliance, men om at beskytte finansiel stabilitet og samfundets sikkerhed i en tid med øget geopolitisk og sikkerhedspolitisk usikkerhed.

Hele trusselsvurderingen kan læses her.

En central pointe er, at statslige aktører i stigende grad benytter kriminelle netværk som såkaldte proxyer. Eksempelvis beskrives, hvordan Iran anvender kriminelle miljøer i Skandinavien til at udføre aktiviteter i Vesten. Disse aktører har ingen formel tilknytning til staten, men handler på vegne af eller til støtte for statslige interesser. Det gør det markant vanskeligere at spore aktivitet tilbage til en statslig ophavsmand og udfordrer traditionelle complianceværktøjer, der primært fokuserer på formelle forbindelser, sanktionerede personer og klassiske PEP-definitioner. Når statslige interesser kanaliseres gennem kriminelle strukturer, kan finansielle transaktioner fremstå som almindelig organiseret kriminalitet, selv om de reelt har en sikkerhedspolitisk dimension.

Trusselvurderingen fremhæver samtidig en vedvarende og professionel indsats for at omgå sanktioner og eksportkontrol, særligt i relation til Rusland. Metoden er velkendt: Sanktionsramte aktører forsøger at skaffe teknologi og varer via mellemled i tredjelande, som fremstår legitime. Varerne eksporteres til en tilsyneladende lovlig slutbruger, men videresendes i realiteten til den egentlige, sanktionsramte modtager. Disse konstruktioner kan involvere komplekse kæder af selskaber i flere jurisdiktioner og samarbejde mellem aktører på tværs af landegrænser.

For danske virksomheder og finansielle institutioner betyder det, at traditionel kundekendskabsprocedure ikke er tilstrækkelig. Det er afgørende at forstå den reelle slutbruger og formålet med handlen. Manglende oplysninger om slutbruger, usædvanlige fragtinstruktioner, atypiske betalingsmetoder eller mærkelige mængdeangivelser kan være indikatorer på omgåelsesforsøg. Sanktionsovervågning må derfor i højere grad integreres med handelsmønstre, logistikforhold og analyse af reelle ejerstrukturer. Risikoen ligger ikke kun i direkte samhandel med sanktionsramte lande, men i indirekte eksponering via tredjelande.

En anden væsentlig problemstilling er brugen af investeringer og opkøb som sikkerhedstruende økonomiske virkemidler. Ifølge vurderingen forsøger statslige aktører at opnå kontrol over strategiske aktiver gennem tilsyneladende almindelige forretningsmæssige dispositioner. Det kan være opkøb af ejendomme i nærheden af militære installationer, investeringer i teknologivirksomheder eller indirekte ejerskab i kritisk infrastruktur. Særligt fremhæves brugen af komplekse ejerstrukturer, investeringsfonde og holdingselskaber i flere lande til at sløre de reelle kontrolforhold.

Her møder national sikkerhed og AML-regulering hinanden direkte. Identifikation af reelle ejere er ikke blot et spørgsmål om formel compliance, men kan være afgørende for at afdække skjult statslig indflydelse. Når ejerstrukturer bevidst gøres uigennemsigtige, og kapital bevæger sig gennem flere jurisdiktioner, øges risikoen for, at finansielle systemer utilsigtet understøtter strategiske interesser, som strider mod sanktioner eller sikkerhedshensyn.

På terrorområdet forventes fortsat høj angrebsaktivitet i Europa, blandt andet som følge af situationen i Mellemøsten. Personer, der sympatiserer med ideologier knyttet til organisationer som Den islamske stat og al-Qaida, samt i visse tilfælde aktører med tilknytning til Hamas, vurderes fortsat at kunne inspireres til eller støtte angreb. For AML-området er det særligt relevant, at personer i Norden fortsat sender penge til udlandet via digitale betalingstjenester, hvor der i nogle tilfælde er mistanke om, at midlerne understøtter terrorvirksomhed.

Udviklingen udfordrer de klassiske overvågningsmodeller. Truslen knytter sig i høj grad til enkeltpersoner med løse netværksforbindelser frem for klart identificerbare organisationer. Finansieringen kan ske gennem små, hyppige overførsler og via betalingstjenester, der ikke nødvendigvis er underlagt fuld rapporteringspligt. Samtidig udvikler betalingsmarkedet sig hurtigt, hvilket kan skabe regulatoriske huller og muligheder for at omgå etablerede kontrolmekanismer.

Samlet set viser trusselvurderingen, at grænserne mellem organiseret kriminalitet, statslig påvirkning, sanktionsevasion og terrorfinansiering i stigende grad udviskes. For danske rapporteringspligtige virksomheder betyder det, at risikovurderinger må have et bredere perspektiv, hvor geopolitiske forhold, handelsmønstre og komplekse ejerstrukturer indgår som centrale parametre. AML-arbejdet er ikke længere alene et spørgsmål om at forebygge økonomisk kriminalitet, men udgør en integreret del af den samlede sikkerhedsarkitektur i Europa.

For Europa og Norden betyder det, at sikkerhedspolitik ikke længere kun handler om militær styrke. Pengestrømme, energihandel, investeringer og adgang til teknologi spiller en stadig større rolle – også i forhold til kriminalitet, sanktionsomgåelse og hvidvask.

En ny verdensorden under opbygning

Ifølge rapporten bevæger verden sig væk fra den regelbaserede orden, som har domineret siden Anden Verdenskrig. Organisationer som BRICS og Shanghai Cooperation Organisation får større betydning, mens vestlige institutioner mister indflydelse.

Særligt Kina arbejder for en international orden baseret på statssuverænitet og ikke-indblanding. Samtidig udvikler landet – sammen med Rusland og Iran – alternative finansielle systemer, der kan mindske afhængigheden af vestlige banker og dollaren.

Hvis flere betalinger flyttes uden for det vestlige finanssystem, kan det gøre det sværere at opdage hvidvask og sanktionsbrud.

Tættere samarbejde mellem Kina, Rusland og Iran

Rapporten fremhæver et voksende samarbejde mellem Kina, Rusland og Iran.

Kina er blevet Ruslands vigtigste handelspartner og leverer både forbrugsvarer og teknologi, der kan bruges i militær produktion. Samtidig fungerer samarbejdet som en testplatform for metoder til at omgå vestlige sanktioner.

Handlen mellem de to lande er mere end fordoblet siden 2020. Selv om væksten bremsede lidt i 2025, arbejder de videre mod endnu tættere økonomisk integration og større uafhængighed af vestlige markeder.

Russisk “skyggeflåde” holder olieindtægterne i gang

Et centralt fund i rapporten er den russiske skyggeflåde – et netværk af tankskibe, der transporterer olie uden om sanktioner og prislofter.

Flåden består af flere hundrede ældre skibe med uklare ejerforhold og tvivlsom forsikringsdækning. Netværket involverer virksomheder i mange lande og gør det muligt for Rusland fortsat at tjene penge på energiexport.

Aktiviteten steg kraftigt efter sanktionerne i 2022. Skærpet kontrol og lavere oliepriser har dæmpet udviklingen noget, men systemet er stadig en vigtig indtægtskilde.

For myndigheder og virksomheder skaber skyggeflåden en gråzone, hvor dokumenter kan manipuleres, og selskabsstrukturer skjuler de reelle ejere.

Handel og investeringer bliver strategiske værktøjer

Rapporten peger på, at global handel i stigende grad handler om sikkerhed og kontrol – ikke kun økonomi.

Kina arbejder på at dominere centrale værdikæder og skabe afhængigheder, som kan give politisk indflydelse i fremtiden. Samtidig vurderes Rusland at se Europas digitale afhængighed som en sårbarhed, der kan udnyttes.

Udviklingen betyder, at investeringer i energi, teknologi og infrastruktur i stigende grad ses som sikkerhedspolitik.

Arktis får voksende strategisk betydning

Samarbejdet mellem Kina og Rusland i Arktis vokser hurtigt. Vestlige sanktioner har gjort Rusland mere afhængig af kinesisk kapital, mens Kina får adgang til ressourcer og nye handelsruter.

Fælles projekter omfatter energi, transportkorridorer og udviklingen af den nordlige sørute. På længere sigt kan udviklingen ændre globale handelsmønstre.

Afrika: jihadisme, skrøbelige stater og nye sikkerhedsrisici

Rapporten fremhæver, at Afrika i stigende grad spiller en central rolle i det globale trusselsbillede. De stærkeste grene af både al-Qaeda og Islamisk Stat befinder sig i dag på det afrikanske kontinent, hvor svage statsstrukturer, lokale konflikter og fattigdom skaber grobund for militant aktivitet.

Grupper som IS’ Vestafrika-provins i Nigeria og al-Shabaab i Somalia har opnået territorial kontrol og fungerer i praksis som parallelle magtstrukturer. De udnytter lokale konflikter, tilbyder beskyttelse og indgår alliancer med militante grupper, hvilket styrker deres position.

Udviklingen udgør først og fremmest en alvorlig trussel mod stabiliteten i de berørte lande, men den har også global betydning. Hvis jihadistiske grupper lykkes med at etablere territoriale kalifater, kan det inspirere sympatisører i Europa og tiltrække fremmedkrigere med europæisk baggrund. Historisk har sådanne netværk bidraget til planlægning og inspiration af terrorangreb i Europa.

Samtidig udgør ustabilitet i Sahel-regionen og Afrikas Horn en risiko for international handel, energiforsyning og migrationsstrømme – faktorer der indirekte kan påvirke europæisk sikkerhed og økonomi.

Spændinger i Mellemøsten kan påvirke Europa

Rapporten vurderer, at Iran står i en presset situation med både interne protester og ydre trusler. Landet forsøger at styrke sin afskrækkelsesevne over for Israel og USA, blandt andet ved at genopbygge missilkapaciteter.

Samtidig vurderes Iran at kunne gennemføre angreb mod israelske og jødiske mål globalt, og Europa nævnes som et muligt operationsområde.

En eskalation i regionen kan også true energiforsyninger og skibstrafik – med økonomiske konsekvenser langt uden for Mellemøsten.

Terrortruslen mod Europa ændrer karakter

Terrortruslen mod Europa er fortsat til stede, men har ændret form. Islamistiske angreb er ofte udført af enkeltpersoner inspireret via internettet, mens terrororganisationernes stærkeste baser i dag findes uden for Europa.

Samtidig udgør højreekstremistiske soloaktører en voksende trussel. Disse miljøer organiserer sig primært online og har stærkt fokus på vold. Rapporten peger også på, at aktører med tilknytning til den russiske stat kan forsøge at påvirke og radikalisere sådanne miljøer.

Rusland under økonomisk pres

Ruslands økonomi er fortsat presset af krigen i Ukraine. Militær produktion prioriteres, mens andre sektorer mangler arbejdskraft og investeringer.

Myndighederne forsøger at holde økonomien stabil gennem skatteforhøjelser, omfordeling af midler og sanktionsomgåelse. Økonomien fremstår stabil, men er sårbar over for faldende energipriser og ændringer i eksporten.

Finansielle systemer som geopolitisk kampplads

Den norske efterretningstjenestes vurdering viser, at økonomi og finans ikke længere kun handler om markeder og vækst. De er blevet centrale redskaber i global magtkonkurrence.

Alternative betalingssystemer, sanktionsomgåelse, energihandel og strategiske investeringer bruges aktivt til at opnå politisk indflydelse.

For Europa betyder det, at arbejdet med økonomisk kontrol, sanktioner og bekæmpelse af hvidvask i stigende grad hænger sammen med sikkerhedspolitik.

Den globale økonomi er ikke længere kun et marked. Den er også en kampplads.

De tre artikler fremhæver hvordan Rusland bruger korruption som et politisk redskab, og hvordan korruption sikrer at landet og dets ledere fortsat kan omgå sanktionerne rettet mod dem.

Serien kan læses i sin helhed her.

Strategisk Korruption: Putins Indflydelse i Europa

Vladimir Putins Rusland har udviklet et særdeles avanceret og farligt system af strategisk korruption, som i dag udgør en af de mest alvorlige trusler mod europæisk sikkerhed og demokratiske institutioner. I Putins Rusland fungerer korruption ikke som et biprodukt af statens svagheder, men som et bevidst politisk redskab til at fastholde magten internt og destabilisere andre lande eksternt.

Korruption som grundsten i Putins styre

Kreml har formået at omdanne korruption til en stabiliserende faktor i det autoritære system. Patronagenetværk, økonomisk afhængighed og politisk loyalitet sikrer, at Putins inderkreds bevarer kontrollen over staten. Oligarker, statsvirksomheder og organiseret kriminalitet udgør centrale komponenter i dette system, hvor lovgivning og retshåndhævelse anvendes selektivt til at straffe kritikere og berige regimet. Skæbnen for den oppositionelle Alexej Navalny illustrerer, hvordan systemet slår hårdt ned på enhver form for modstand.

Strategisk korruption i Europa

Putin har eksporteret denne model til Europa under betegnelsen strategisk korruption. Målet er at fremme russiske interesser gennem manipulation af politiske processer, svækkelse af demokratier og skabelse af afhængighedsforhold i nøglesektorer – særligt energi, finans og medier.

Russiske oligarker har købt sig ind i europæiske virksomheder og strategiske sektorer, hvilket giver Kreml indirekte adgang til beslutningsprocesser. Disse økonomiske netværk fungerer ikke alene som profitmaskiner for oligarkerne, men bliver samtidig instrumenter for russisk udenrigspolitik, da mange af dem skylder deres position til Kreml.

Sikkerhedssektoren under pres

Ruslands strategiske korruption har haft mærkbar effekt på europæiske sikkerhedsinstitutioner. Et opsigtsvækkende eksempel er den Østrigske efterretningstjeneste, hvor en Kreml-støttet operation i 2018 – med hjælp fra det højrenationale parti FPÖ – forsøgte at udskifte ledelsen. Under razziaen blev 40.000 gigabyte klassificeret information beslaglagt, herunder materiale fra den britiske efterretningstjeneste MI5.

I Tyskland har Rusland etableret kontakter til partier som AfD og Sahra Wagenknecht Alliance (BSW), som har arbejdet aktivt imod militær støtte til Ukraine og kritiseret NATO’s initiativer. Flere AfD-politikere er blevet undersøgt for at modtage midler med forbindelse til Kreml.

Denne politiske infiltration bidrager til at undergrave NATO- og EU-samarbejdet indefra.

Domstole og multilaterale institutioner som mål

Kreml har også systematisk forsøgt at påvirke europæiske retssystemer. I Cypern afslørede lækkede mails, at en tidligere viceanklager havde videregivet fortrolige oplysninger om russiske udleveringssager til russiske embedsmænd. I Ukraine blev domstolen DACK længe brugt som instrument for pro-russisk politik under Viktor Janukovitj og traf afgørelser, der hæmmede reformer og styrkede russisk indflydelse.

Denne form for judicial capture neutraliserer retsstatens uafhængighed og giver Kreml mulighed for at skjule ulovlige finansielle strømme og sikre straffrihed for sine aktører.

Hvordan Europa bør reagere

Forfatterne anbefaler en række tiltag for at modvirke russisk strategisk korruption:

1. Reducér økonomisk afhængighed af Rusland

Europa bør omstrukturere handel og investeringer, så strategiske sektorer beskyttes mod russisk indflydelse. At fortsætte forretninger i Rusland indebærer – selv indirekte – risiko for at finansiere aggression eller forværre sårbarheden i europæiske økonomier.

2. Indfør stærkere finansiel gennemsigtighed

EU bør udvide brugen af værktøjer som:

• screeningsmekanismer for udenlandske investeringer
• åbne registre for reelle ejere
• strengere anti-hvidvask regler

Dette er særligt vigtigt i Central-, Øst- og Sydeuropa, hvor implementeringen stadig er utilstrækkelig.

3. Kræv åbenhed fra virksomheder der opererer i Rusland

Virksomheder bør forklare, hvorfor de fortsat driver forretning i et land involveret i krigsforbrydelser. Det vil øge det politiske, økonomiske og omdømmemæssige pres.

4. Skærp sanktionerne og sænk ejerskabsgrænsen

Europa bør:

• anvende flere sekundære sanktioner
• sænke grænsen for reelle ejere fra 50 % til 25 % for at hindre omgåelse
  Dette vil gøre det vanskeligere for oligarker at skjule aktiver gennem skuffeselskaber.

5. Styrk uafhængig journalistik

Uafhængige medier spiller en afgørende rolle i at afdække russiske pengestrømme og politiske netværk. EU bør støtte både europæiske og russiske eksilmedier som Meduza og Navalnys Anti-Corruption Foundation, der fortsat arbejder trods massiv modstand fra Kreml.

Da Vesten indførte hidtil usete sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine, var budskabet klart: Kreml skulle afskæres fra vestlige markeder, så længe den militære aggression fortsatte. Men tre et halvt år senere er virkeligheden en anden. Trods 18 EU-sanktionspakker og omfattende politiske erklæringer fortsætter Rusland med at få adgang til vestlige varer, vestlig teknologi – og vestlig kapital.

Europa står nu over for konsekvenserne af 30 års økonomisk integration med Kreml-loyale oligarker og russiske virksomheder, hvis dybe netværk stadig er indlejret i EU’s finansielle system.

Sanktioner med huller: Rusland finder veje uden om EU’s kontrol

Selvom EU formelt har indført et af de mest omfattende sanktionsregimer i historien, har håndhævelsen været fragmenteret og ineffektiv. Nogle medlemslande – særligt Ungarn og Slovakiet – har gentagne gange bremset fælles tiltag, mens andre lande uden for EU, såsom Serbien og Tyrkiet, har udbygget deres økonomiske relationer med Rusland.

Som reaktion har Rusland udviklet et netværk af skjulte forsyningskæder, der gør det muligt at skaffe alt fra vestlig elektronik til avancerede komponenter, som nu ender på slagmarken i Ukraine. Strategien bygger på:

• frontselskaber
• hemmelige handelsaftaler
• svage kontrollove i tredjelande
• EU-landes begrænsede håndhævelseskapacitet

Resultatet er et omfattende globalt netværk af illegale finansielle strømme og organiseret kriminalitet, som Kreml aktivt udnytter for at undergrave europæisk lovgivning.

Ruslands stigende afhængighed af tredjelande

Da Rusland mangler evnen til selv at producere avancerede teknologier, afhænger landet i stigende grad af:

• Kina
• Iran
• Nordkorea
• og en lang række mellemled i Europa, Asien og Mellemøsten

Denne sårbarhed giver Vesten et strategisk vindue: Hvis sanktioner håndhæves effektivt, kan det blive betydeligt vanskeligere for Kreml at opretholde sin militære indsats.

Men indtil videre har Rusland tilpasset sig hurtigt.

Hvordan sanktionsevasion fungerer i praksis

Rusland udnytter særligt lande med svagt retsvæsen eller uklar ejerstruktur. Disse lande bliver knudepunkter i forsyningskæderne, hvor russiske aktører opretter kæder af selskaber uden tydelige forbindelser til Kreml.

Nogle eksempler:

Moldova

Tre selskaber – Airrock Solutions, Aerostage Services og Maxjet Service – videresolgte vestlige flydele til russiske flyselskaber som Pobeda og S7 Engineering. Der opstod handel for 15 millioner dollars blot måneder efter invasionen.

Armenien

TAKO LLC og Milur Electronics fungerede som forsyningskanaler for russisk militærudstyr og microchips til den russiske våbenindustri.

Montenegro

IBC Bar videresendte EU-produceret industri- og militærudstyr til Rusland via den russiske forretningsmand Sergey Kokorev.

Serbien

Virksomhederne Ventrade DOO og Soha Info eksporterede millioner af dollars i elektronik til russiske militærforbundne firmaer.

Disse mellemled gør det muligt for Rusland at købe vestlig teknologi via “direkte re-eksport”, hvor udstyr sendes til et tredjeland, der fuldfører videresalget uden at være direkte knyttet til Rusland.

EU’s egne virksomheder indblandet

Sanktionsevasionen handler ikke kun om tredjelande – også europæiske virksomheder er involveret. Et konkret eksempel:

Den tyske virksomhed Mann + Hummels bosniske datterselskab leverede bildele til tyrkiske virksomheder, som derefter eksporterede delene videre til Rusland. De samme komponenter er fundet i nedkæmpede russiske militærkøretøjer som Tigr og Pantsir.

I dette tilfælde blev de tyrkiske virksomheder registreret som eksportører for at skjule den europæiske oprindelse.

EAEU: Et centralt knudepunkt for sanktionsevasion

Den eurasiske økonomiske union (EAEU), bestående af Rusland, Armenien, Hviderusland, Kazakhstan og Kirgisistan, har udviklet sig til et afgørende omdrejningspunkt for sanktionsevasion. Handelstallene taler deres tydelige sprog:

• EU’s eksport til Armenien er tredoblet siden invasionen
• EU’s eksport til Kirgisistan er otte-doblet
• Samtidig er eksporten fra disse lande til Rusland steget markant

Derudover forsvandt over 1 milliard dollars i EU-dobbeltanvendelige varer i 2022 under transit til EAEU – sandsynligvis et resultat af fiktiv handel.

Svage led i EU’s egen håndhævelse

En af EU’s største udfordringer er, at sanktioner implementeres nationalt. Det gør systemet sårbart over for:

• politisk modstand
• forskelle i retslige standarder
• varierede kontrolniveauer

Desuden begrænsede en afgørelse fra EU-Domstolen adgangen til registre over reelle ejere, hvilket hæmmer granskning fra civilsamfund og medier.

Hvad EU bør gøre

Forfatterne anbefaler en række strategiske reformer:

1. Styrk gennemsigtigheden om reelle ejere

AMLA bør oprette én samlet database over virksomhedsstrukturer og reelle ejere i hele EU.

2. Opret en samlet EU-sanktionsmyndighed

En europæisk pendant til det amerikanske OFAC vil skabe harmonisering og stærkere håndhævelse.

3. Udpeg EAEU-lande som højrisikojurisdiktioner

Dette vil tvinge europæiske banker til at skærpe due diligence overfor forbindelser til sanktionsevasion.

4. Integrér antikorruptionseksperter i handelsaftaler

Handelspolitik skal fra starten tage højde for risikoen for russisk misbrug af frihandelszoner og svage retsregimer.

5. Etabler en EU-taskforce mod ulovlig militærindkøb

Med deltagelse af Europol, OLAF, efterretningstjenester og finansmyndigheder.

Sanktionsregimet mod Rusland er blandt de mest omfattende i moderne historie – men håndhævelsen halter. Hvor sanktionerne har skabt svagheder for Rusland, har Kreml udnyttet Europas fragmenterede kontrolsystem, tredjelande med svage institutioner og globale handelsnetværk til at opretholde militære forsyningslinjer.

Hvis EU ønsker at sikre reel effekt af sanktionerne, kræver det:

• en samlet europæisk håndhævelsesstruktur
• markant større gennemsigtighed
• bedre overvågning af forsyningskæder
• tættere samarbejde med USA og allierede

Kun gennem en langt mere robust og fælles indsats kan Europa forhindre, at Kreml fortsætter med at omgå sanktioner og styrke sin krigsmaskine via europæiske bagdøre.

Ruslands brug af strategisk korruption har udviklet sig til en af de mest alvorlige trusler mod Europas politiske integritet. Gennem manipulation af politiske partier, finansiering af pro-Kreml aktører og systematisk udnyttelse af institutionelle svagheder forsøger Kreml at påvirke beslutningsprocesser i hele EU. Målet er klart: at svække europæisk sammenhængskraft og fremme Moskvas geopolitiske interesser.

To metoder: Køb af loyalitet og støtte til ideologiske allierede

Kreml bruger især to strategier for at påvirke europæisk politik:

1. Køb af loyalitet hos embedsmænd og politikere

Ved at tilbyde økonomiske incitamenter, lukrative aftaler og politiske fordele forsøger Rusland at sikre, at centrale embedsmænd og politikere fremmer lovgivning, der er gunstig for Moskva. Dette gælder ikke kun nationale parlamenter, men også multilaterale organer, hvor blot ét land kan blokere fælles EU-beslutninger.

2. Støtte til politiske partier, der deler Kremls værdier

Gennem:

• finansielle bidrag
• fordelagtige handelsaftaler
• politisk rådgivning

… forsøger Rusland at styrke partier, der fremmer nationalisme, euroskepsis og anti-NATO-holdninger. Denne strategi underminerer checks and balances, skaber afhængighed og giver Kreml direkte adgang til europæiske beslutningsrum.

Særligt partier på den yderste højrefløj har været mål, men Rusland samarbejder også med andre ideologier, når det tjener regimets interesser.

Et Europa under pres: Ekstremisme og politisk splittelse

Resultatet er en vækst i ekstremistiske og systemkritiske partier. Disse bevægelser er attraktive for Moskva, fordi de ofte deler synspunkter om national suverænitet, anti-liberalisme og anti-Vestlig politik. Dog er ikke alle højrefløjspartier villige til at samarbejde – flere anerkender truslen fra Rusland som eksistentiel.

Alligevel viser amerikanske og europæiske efterretninger, at næsten ingen europæiske lande er gået fri af russiske påvirkningsforsøg.

Dokumenteret finansiering: Millioner pumpes ind i europæisk politik

Ifølge en amerikansk regeringsrapport har Rusland mellem 2014 og 2022 brugt mindst 300 millioner dollars på at købe indflydelse i udenlandske politiske systemer. Dette tal dækker kun dokumenterede transaktioner – de reelle tal forventes at være langt højere.

Undersøgelser viser blandt andet:

• Marine Le Pens National Rally modtog i 2014 11 millioner euro i lån fra russiske banker.
• Alternativ für Deutschland (AfD) har været involveret i flere finansieringssager og påståede betalinger fra Kreml.
• I 2024 afslørede EU-efterretningstjenester, at Voice of Europe, en Rusland-støttet medieplatform, havde betalt europæiske parlamentarikere gennem kontanter og kryptovaluta.
• Møderne foregik i Prag og havde til formål at påvirke EU-politik i Moskvas favør.

I alt anslås 660 millioner euro i politiske donationer af ukendt oprindelse at være strømmet ind i EU mellem 2019 og 2022 – 71 % fra anonyme donorer.

Energi som geopolitisk våben

Rusland har historisk brugt sin dominans på energimarkedet som pressionsmiddel. Ungarn og Slovakiet er i dag blandt de mest afhængige EU-lande, og begge lande har:

• blokeret EU-sanktioner
• opretholdt import af russisk olie og gas
• gentaget Kremls politiske narrativer
• modsat sig militær støtte til Ukraine

Ifølge analyser fra CREA oversteg landenes russiske energiimport i 2024 niveauerne fra før invasionen.

Dette giver Rusland betydelig politisk indflydelse inden for EU’s beslutningsstruktur.

Fragmenterede regler gør EU sårbart

En af de største svagheder i EU’s politiske system er, at medlemslandene selv:

• regulerer politisk partifinansiering
• implementerer anti-korruptionsregler
• håndhæver anti-hvidvaskning
• administrerer investeringstilsyn

Denne fragmentering skaber store forskelle i beskyttelsesniveauer, hvilket gør nogle lande til “svage led” – perfekte mål for russiske påvirkningsoperationer.

Hvad EU skal gøre: Vejen mod et stærkere demokrati

Forfatterne anbefaler en række centrale reformer:

1. Forbyd anonyme politiske donationer

Ingen EU-land bør tillade donationer uden kendt donor – heller ikke under små beløbsgrænser.

2. Opret en uafhængig EU-tilsynsmyndighed for partifinansiering

APPF bør udvides med mandat til også at føre tilsyn med nationale partier.

3. Giv EPPO og OLAF ret til at efterforske national politisk korruption

I dag må de kun undersøge EU-budgetmidler – det er utilstrækkeligt over for grænseoverskridende politisk finansiering.

4. Opret en EU-taskforce for udenlandsk politisk indblanding

Med eksperter inden for korruption, efterforskning, finansiel kriminalitet og sikkerhed.

5. Obligatorisk offentliggørelse af partiers finansieringsoplysninger

Hvert år, digitalt, med adgang for journalister, civilsamfund og forskere.

6. Ensret regler for udenlandske donationer

Donationer fra virksomheder eller fonde med udenlandsk forbindelse skal screenes af en europæisk instans.

Ruslands strategiske korruption er ikke blot et politisk problem – det er en sikkerhedstrussel mod hele den europæiske samfundsorden. Kremls mål er at underminere demokratier, splitte EU og skabe interne konflikter, der kan bruges geopolitisk.

Kun gennem:

• stærkere gennemsigtighed
• ét fælles europæisk regelsæt
• skarpere håndhævelse
• og intensiveret efterretning og kontrol

… kan EU forhindre, at udenlandske aktører manipulerer og korrumperer de politiske systemer indefra.

Det skriver hjemmesiden insightcrime.org, som hovedsageligt har fokus på kriminalitet i Mellem- og Sydamerika, i artiklen GameChangers 2025: Cryptocurrency Is Now in the Criminal Mainstream.

Fra eksperiment til mainstream

For blot ti år siden eksperimenterede latinamerikanske kriminelle grupper forsigtigt med kryptovaluta. I dag er situationen markant anderledes. I 2025 har virtuelle valutaer for alvor vundet indpas i den kriminelle økonomi – fra spektakulære digitale bankrøverier til avancerede og næsten uigennemskuelige hvidvaskmetoder.

Samtidig er den globale kokainhandel eksploderet. Traditionelle, hierarkiske kriminelle organisationer er i stigende grad blevet erstattet af løst sammensatte, modulære netværk, som investerer målrettet i teknologi og innovation. I dette nye kriminelle økosystem spiller kryptovaluta en stadig større rolle – og meget tyder på, at udviklingen vil fortsætte.

Det attraktive kryptomarked

Kryptovaluta deler mange af de egenskaber, der tidligere gjorde kontanter attraktive i kriminalitet – især anonymitet. Men digitale valutaer har en afgørende fordel: betalinger kan gennemføres uden fysisk tilstedeværelse.

Det er særligt attraktivt i globale kriminelle markeder som narkotikahandel, hvor der årligt omsættes for milliarder af kroner, når kokain transporteres fra Andes-regionen til resten af verden.

Selv ved brug af kendte kryptovalutaer som bitcoin, hvor alle transaktioner registreres på en offentlig blockchain, forbliver de reelle aktører bag transaktionerne ofte skjult. Identiteten bag en wallet er som udgangspunkt anonym.

Regulering halter efter

Nogle lande – herunder Brasilien og Chile – har forsøgt at imødegå udviklingen ved at integrere kryptovaluta i det formelle finansielle system og indføre skærpede KYC-krav (Know Your Customer). Disse regler forpligter udbydere til at verificere brugernes identitet, før de kan handle med kryptovaluta.

Men mange lande i regionen er fortsat langt bagefter. Selv hvor regulering eksisterer, formår kriminelle ofte at omgå reglerne ved hjælp af kreative strukturer, stråmænd og grænseoverskridende løsninger.

Brasilien oplevede i 2025 en markant vækst i den digitale kriminelle økonomi. Specialiserede cyberbander anvender malware til at overtage bankkonti og omsætter derefter de stjålne midler til kryptovaluta for at sløre pengestrømmene.

Kriminelle udnytter både blockchainens anonymitet og den hastighed, hvormed digitale transaktioner kan flyttes gennem mange konti og wallets på få sekunder.

Store brasilianske kriminelle grupper – herunder Primeiro Comando da Capital (PCC) og Comando Vermelho – har i stigende grad taget kryptovaluta til sig. Begge grupper begyndte som fængselsbander og bankrøvere, men har gennem det seneste årti opbygget betydelige indtægter gennem kokainhandel.

Kryptovaluta i narkotikahandel og kemikalieforsyning

Udviklingen rækker langt ud over Brasilien. I Mexico er kryptovaluta nu blevet den foretrukne betalingsform i forsyningskæden for præcursor-kemikalier – især i forbindelse med fentanylproduktion.

I maj 2025 beslaglagde myndighederne 5,5 millioner dollars fra et netværk med tilknytning til mexicanske kriminelle grupper, som havde anvendt kryptovaluta til betalinger til kinesiske leverandører.

Myndighederne kæmper for at følge med

Flere lande i Latinamerika og Caribien har iværksat nye tiltag mod cyberkriminalitet og digital hvidvask. Alligevel har retshåndhævende myndigheder svært ved at følge med den teknologiske udvikling og de kriminelle aktørers innovationskraft.

Regeringer har forsøgt at regulere det digitale “vilde vesten” gennem øget sporbarhed og skærpede KYC-krav. Målet er at beskytte finansielle institutioner mod hvidvask, korruption og bedrageri.

Men fremskridtene bremses ofte af strukturel korruption, manglende specialiserede efterforskningsressourcer og begrænset teknisk kapacitet.

Tumblere og grænseoverskridende transaktioner

En særlig udfordring er brugen af såkaldte kryptotumblere – tjenester, der blander kryptovaluta fra mange kilder, før midlerne sendes videre. Dette gør det ekstremt vanskeligt at spore pengenes oprindelse.

Kombineret med, at kryptovaluta kan overføres på tværs af landegrænser på få sekunder, står myndighederne over for en kompleks og hurtigt foranderlig trussel.

Udsigten til 2026

Mange lande kæmper allerede med at opdage og efterforske traditionel hvidvask. Selv med specialiseret cybertræning risikerer myndighedernes metoder hurtigt at blive forældede, fordi kryptomarkedet konstant udvikler sig.

Alt tyder på, at organiseret kriminalitet i øjeblikket vinder kapløbet om kryptovaluta. Hvis retshåndhævelse og regulering ikke formår at tilpasse sig hurtigere, vil 2026 sandsynligvis byde på en fortsat professionalisering af digital kriminalitet – med alvorlige konsekvenser for den globale indsats mod hvidvask.

Det viser en rapport fra The University of Manchester udarbejdet af Pete Duncan og Nicholas Lord. Rapporten “Staying Onside – English Football, Illicit Finance, and the Incoming AML Regime” tager udgangspunkt i engelsk fodbold med fokus på, at professionelle fodboldklubber og agenter i top-ligaerne bliver omfattet af skærpede hvidvaskregler fra 2029.

I 2025 blev den engelske fodboldsektor for første gang eksplicit udpeget som risikoområde i Storbritanniens nationale risikovurdering af hvidvask og terrorfinansiering. Her fremhævede myndighederne, at fodboldklubber og -agenter kan være attraktive mål for kriminelle netværk, kleptokrater og andre aktører, der ønsker at skjule eller omsætte ulovlige midler.

Manglende data – men voksende bekymring

Der findes stadig ingen systematiske, offentligt tilgængelige data om omfanget af hvidvask i professionel fodbold. Alligevel har en række sager og mønstre skabt stigende bekymring hos myndigheder og politikere. Problemet er, at debatten ofte blander meget forskellige fænomener sammen: organiseret kriminalitet, kleptokrati, skatteunddragelse, ulovligt spil og klassisk hvidvask. Det gør det vanskeligt at prioritere indsatsen og målrette reguleringen.

Analysen fokuserer derfor på ét centralt forhold: ejerskabsstrukturer og identifikation af reelle, ultimative ejere.

Komplekse ejerstrukturer skjuler reelle ejere

Undersøgelsen kortlægger ejerskabsstrukturerne for klubberne i det engelske ligasystems fire øverste ligaer:

• Premier League
• Championship
• League One
• League Two

Resultatet viser et tydeligt mønster: jo højere liga, desto mere komplekse og internationale er ejerstrukturerne.

Over halvdelen af Premier League-klubberne har tre eller flere selskabslag mellem klubben og den fysiske ejer. Mange benytter holdingselskaber placeret i udlandet – ofte i jurisdiktioner med lav gennemsigtighed.

I Premier League og Championship har mere end halvdelen af klubberne mindst 50 % af deres ejerstruktur placeret uden for Storbritannien. I League Two er de fleste klubber derimod stadig struktureret udelukkende gennem britiske enheder.

Skjult reelt ejerskab er udbredt

Analysen viser også, at gennemsigtigheden omkring reelt ejerskab er begrænset:

• Ca. 65 % af klubberne i Premier League, Championship og League One skjuler mere end 10 % af ejerskabet bag uigennemsigtige selskabskonstruktioner.
• I League Two gælder dette kun for ca. 33 % af klubberne.

Det betyder, at det ofte er uklart, hvem der reelt kontrollerer klubberne – og hvor pengene oprindeligt stammer fra.

Lovlige strukturer – men kendte risici

Brugen af holdingselskaber, fonde, trusts og postkasseselskaber er i sig selv lovlig og udbredt i international erhvervsøkonomi. I følge rapporten viser forskning dog, at netop disse strukturer også ofte anvendes til:

• Hvidvask af udbytte fra kriminalitet
• Korruption og bestikkelse
• Skatteunddragelse
• Omsætning af midler fra bedrageri og kryptosvindel

I fodboldverdenen gør disse strukturer det særligt vanskeligt at vurdere, om de registrerede direktører og bestyrelsesmedlemmer reelt har magten – eller blot fungerer som stråmænd.

Strukturelle sårbarheder – ikke bevis for kriminalitet

Rapporten fastslår ikke, at engelsk fodbold systematisk anvendes til hvidvask. Konklusionen er mere nuanceret:

Der er skabt strukturelle betingelser, som kan udnyttes af kriminelle aktører. Disse betingelser består især af:

• Høj organisatorisk kompleksitet
• Brug af udenlandske og lav-gennemsigtige jurisdiktioner
• Manglende gennemsigtighed om reelt ejerskab

Disse forhold er ikke ulovlige i sig selv – men de er velkendte risikofaktorer fra andre sektorer. Analysen peger på, at der er behov for:

• Skærpet kontrol med ejerskabsstrukturer
• Krav om større åbenhed om reelle ejere
• Mere aktiv rolle for klubbernes egne ledelser
• Styrket myndighedstilsyn

Særligt etableringen af en uafhængig fodboldregulator i Storbritannien giver en mulighed for at styrke indsatsen, men effekten afhænger af regulatorens beføjelser.

Relevant også for Danmark

Selvom analysen fokuserer på engelsk fodbold, er problemstillingerne yderst relevante for Danmark. Globaliseringen af fodboldøkonomien, internationale ejerstrukturer og brugen af komplekse selskabskonstruktioner er ikke begrænset til ét land.

For myndigheder, finansielle institutioner og compliance-funktioner udgør professionel fodbold derfor et voksende opmærksomhedsområde inden for hvidvask og økonomisk kriminalitet.

I Danmark ses der ligeledes øget interesse for klubejerskab fra internationale købere. Flere danske fodboldklubber har allerede udenlandske ejere, heriblandt Brøndby IF (Global Football Holdings, USA), FC Nordsjælland (Mansour Group, Egypten), AaB (SSE22, Tyskland), Vejle Boldklub (Andrei Zolotko, Moldova) og FC Midtjylland (Matthew Benham, Storbritannien), der alle har udenlandske investeringer i større eller mindre grad, og derudover findes eksempler som Silkeborg IF (Trivela Group, USA) og tidligere Fremad Amager, FC Helsingør, og SønderjyskE har oplevet det samme.

En ny analyse fra Hvidvasksekretariatet afslører, at danske fakturafabrikker i stigende grad benytter udenlandske konti og virtuelle IBANs – såkaldte vIBANs – når de modtager betalinger for fiktive fakturaer. Udviklingen gør det vanskeligere for danske myndigheder at følge pengestrømmene og afsløre hvidvask og skatteunddragelse.

Betalingerne flytter til udlandet

Analysen viser, at omkring 75 procent af alle fiktive fakturaer i 2024 blev betalt via udenlandske udbydere af betalingstjenester. Denne tendens fortsætter ind i 2025.
Tidligere blev betalingerne typisk gennemført via danske pengeinstitutter, men fakturafabrikkerne vælger nu i stigende grad konti hos udenlandske fintech- og betalingsvirksomheder, hvor danske myndigheder har begrænset indsigt.

Ifølge Hvidvasksekretariatet skyldes det blandt andet, at vIBAN-teknologien gør det muligt for udenlandske udbydere at tilbyde kontonumre, der tilsyneladende ser danske ud, men i virkeligheden hører hjemme i udlandet.

Kort levetid og velkendte brancher

Den typiske fakturafabrik har i dag en levetid på under halvandet år, hvilket er et markant fald siden 2020.
Fakturafabrikkerne registreres oftest i brancher som byggeri, rengøring, transport og vikartjenester – områder med stort behov for arbejdskraft og hård konkurrence på pris. Det samme gælder deres kunder, der typisk befinder sig i de samme brancher.

Top 10 brancher blandt fakturafabrikker:

1. Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed
2. Kombinerede serviceydelser
3. Almindelig rengøring i bygninger
4. Opførelse af bygninger
5. Vejgodstransport
6. Gennemførelse af byggeprojekter
7. Forberedende byggepladsarbejder
8. Andre post- og kurertjenester
9. Anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomhed
10. Vikarbureauer

Milliardbeløb i fiktive fakturaer

Analysen omfatter 190 formodede fakturafabrikker og deres 5.200 kunder i perioden 2017–2024.
Tilsammen har disse virksomheder udstedt næsten 50.000 fiktive fakturaer for i alt 6,1 milliarder kroner – og kreditnotaer for yderligere 1,2 milliarder kroner.
Hvidvasksekretariatet vurderer, at det reelle omfang sandsynligvis er langt større.

Virtuelle konti skjuler pengenes vej

Et vIBAN (virtuelt IBAN) fungerer som en kanal, der videresender betalinger til en primær konto. For virksomheder kan teknologien være praktisk, men for kriminelle er den en gave.
Transaktionerne ligner danske overførsler, men pengene sendes i virkeligheden til udlandet – ofte gennem flere led af udbydere. Dette gør det vanskeligt for myndighederne at identificere den reelle kontoejer og følge pengestrømmen.

Udenlandske udbydere af betalingstjenester er ikke underlagt de danske hvidvaskregler og har derfor ingen pligt til at indberette mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet. Det gør vIBAN-systemet særligt attraktivt for kriminelle, som ikke kan få – eller ikke ønsker – en konto i et dansk pengeinstitut.

Nye mønstre i hvidvask

Hvidvasksekretariatet peger på, at fakturafabrikker i stigende grad indgår i mere komplekse hvidvaskkonstruktioner – eksempelvis i forbindelse med kontantfri handel med narkotika.
Her bruges betalingsterminaler og fiktive fakturaer til at flytte penge digitalt, så kontanter helt undgås. Det gør transaktionerne sværere at spore og efterforske.

Samtidig identificerer Gældsstyrelsen et simplere modus operandi, hvor fakturafabrikker selv skaffer kontanter ved at købe varer i udlandet og videresælge dem kontant i Danmark. Dermed skaber de deres egen kontantbeholdning til brug i hvidvaskkæden – uden at skulle hente sorte penge fra andre kriminelle netværk.

Formidlere og falske erhvervskonti

Hvidvasksekretariatet peger også på en voksende branche af formidlere, der tilbyder danske virksomheder hjælp til at oprette ”danske” erhvervskonti – som i virkeligheden ligger hos udenlandske udbydere af betalingstjenester.
Disse formidlere markedsfører sig ofte som legitime konsulent- eller it-virksomheder og er ikke underlagt Finanstilsynets kontrol, da de blot formidler kontakten mellem kunden og den finansielle udbyder.

Resultatet er, at virksomheder – både danske og udenlandske – kan få konti, der ser danske ud, men hvor pengene i virkeligheden placeres i udlandet.

Stigende udfordring for danske myndigheder

Selv om transaktionerne flytter ud af landet, foregår skatteunddragelsen fortsat i Danmark.
Hvidvasksekretariatet vurderer, at hovedparten af fakturafabrikkernes kunder stadig har danske konti, hvilket gør det muligt at følge dele af pengestrømmene. Men hvis også kunderne begynder at bruge udenlandske betalingstjenester, vil myndighedernes indsigt falde markant.

Allerede i første kvartal af 2025 har Hvidvasksekretariatet observeret handel med fiktive fakturaer for knap 40 millioner kroner, hvoraf omkring 90 procent er betalt via udenlandske udbydere – hovedsageligt gennem vIBANs.

Et internationalt hvidvasksystem i udvikling

Udviklingen viser, hvordan globaliseringen af betalingssystemer og den stigende brug af fintech-tjenester skaber nye muligheder for misbrug.
Som Hvidvasksekretariatet konkluderer, er det i dag lettere end nogensinde at skjule pengenes vej – og sværere end nogensinde for myndighederne at følge den.